Sommeren kan blive varmere end normalt

Langtidsprognoserne for sommeren er meget usikre, men lige præcis med temperaturen er der stor enighed om udfaldet.

Sommeren er for alvor over os med både solrigt og varmt pinsevejr. Og inden vi får set os om, melder sommerferiesæsonen sig også på banen.

Hvad enten det er havefester, strandture, festivaler eller noget helt fjerde, så har vejret i løbet af sommeren helt sikkert stor betydning for mange.

Derfor er der især ét spørgsmål, der går igen på denne tid af året: Hvordan bliver sommervejret?

Det er selvsagt ikke helt så ligetil at spå om vejret meget mere end en uge frem i tiden. Og specielt for Europa er sæsonprognoser notorisk kendte for at være meget usikre.

Alligevel er der tendenser i langtidsprognoserne, der tyder på, at sommeren kan blive varmere end normalt.

Tydelige temperaturtendenser

I kortet herunder er vist den formodede temperaturafvigelse for juni, juli og august i forhold til perioden 1993-2016.

Prognose for juni, juli og august for temperaturen. Der er tale om en kombineret prognose fra mange forskellige vejrcentre i verden. Der er rimelig klar tendenser til, at sommeren bliver varmere end normalt. Foto: Copernicus
Prognose for juni, juli og august for temperaturen. Der er tale om en kombineret prognose fra mange forskellige vejrcentre i verden. Der er rimelig klar tendenser til, at sommeren bliver varmere end normalt. Foto: Copernicus

Som det kan ses, er en stor del af Europa farvet med gule eller orange farver. Det betyder, at vi højst sandsynlig kan forvente tre sommermåneder, der bliver varmere end normalt.

Et godt bud er, at sommeren herhjemme bliver omkring en halv grad varmere. Det lyder måske ikke af meget, men over en tre måneders periode er det alligevel til den varme side.

Prognosen er en kombination af forskellige vejrmodeller verdenen over og giver dermed det mest repræsentative billede af de forventede tendenser.

Vil sommeren regne væk?

Ét er, hvor varmt det bliver, noget andet er, om solen vil skinne fra en skyfri himmel, eller om vi vil drukne i sommerregn.

Lige nu er det meget usikkert, men der er faktisk nogle svage tendenser til, at sommeren i Danmark kan blive med en smule mindre regn.

Prognose for juni, juli og august for nedbør. Der er tale om en kombineret prognose fra mange forskellige vejrcentre i verden. Måske en smule mindre nedbør end normalt. Foto: Copernicus
Prognose for juni, juli og august for nedbør. Der er tale om en kombineret prognose fra mange forskellige vejrcentre i verden. Måske en smule mindre nedbør end normalt. Foto: Copernicus

Og kigger man på, om der er udsigt til højtryk eller lavtryk, så er der stort set ingen signaler at hente i prognoserne.

Derfor ser vi formentlig ind i en sommer, der i perioder kan være domineret af højtryksvejr og dermed give tørt og stabilt sommervejr. Men med de små afvigelser i nedbørsmængderne, må vi også forvente perioder med regn eller byger.

Prognose for juni, juli og august for trykket ved jordoverfladen. Der er tale om en kombineret prognose fra mange forskellige vejrcentre i verden. Der er ingen klare tendenser. Foto: Copernicus
Prognose for juni, juli og august for trykket ved jordoverfladen. Der er tale om en kombineret prognose fra mange forskellige vejrcentre i verden. Der er ingen klare tendenser. Foto: Copernicus

Et forsigtigt bud for sommeren er, at det omskiftelige vejr fortsætter i juni, mens juli formentlig kan blive mere højtryksdomineret med sol og varme i perioder. August er meget usikker, men bliver måske igen mere omskifteligt og køligere.

En joker spøger

Det er altså stort set kun temperaturen, der for de næste tre måneder viser klare tendenser. Årsagen til, at der er så stor usikkerhed i langtidsprognoserne, skyldes flere faktorer.

En af årsagerne er La Niña, der endnu er til stede i Stillehavsregionen. La Niña er et fænomen, som sænker vandtemperaturen i den østlige del af det tropiske Stillehav, hvilket er med til at påvirke atmosfæren over store afstande.

Hvis La Niña opretholdes igennem de næste måneder, er der en større sandsynlig for en tør, solrig og varm sommer. Nogle prognoser peger imidlertid på, at La Niña svækkes, hvilket vil give en mere ustadig sommer på vores breddegrader.