Søren Brostrøm om brugen af mundbind: - Vi er blevet klogere

Sundhedsstyrelsens direktør erkender, at myndighederne har vidst for lidt om effekten i begyndelsen af epidemien.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Han har længe holdt fast i, at brugen af mundbind skabte en "falsk tryghed" i det offentlige rum.

Men direktøren for Sundhedsstyrelsen er langsomt begyndt at skifte holdning.

- Vi er blevet klogere. Hvis vi lægger brugen af mundbind oveni de generelle retningslinjer om at holde afstand og have god håndhygiejne, så giver det noget ekstra, siger Søren Brostrøm i 'Lippert' på TV 2 News.

- Jeg indrømmer, at vi ikke vidste nok om det i februar eller marts, da epidemien brød ud. Der havde vi slet ikke den viden, og vi var ikke overbeviste om, at det virkede, siger han videre.

Læs også Anna er angst for kitler - men sød læge fik store smil og highfive

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør skyldes den nye tilgang, at danskerne har ændret adfærd: Sommerferien er slut, og vi er begyndt at stimle sammen - især i den kollektive transport. Derfor skal der nu sættes ekstra ind.

Tidligere indsats kunne have resulteret i færre smittede

Allerede i midten af juli var 130 andre lande nået frem til den erkendelse. Flere valgte at følge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der meddelte, at der nu fandtes nok evidens for effekten af mundbind.

Men i Danmark holdt myndighederne på det tidspunkt stædigt fast i, at det ikke var nødvendigt.

Læs også Rådmand vil aflyse populær festuge: Direktør vil give fælles oplevelser

Få dage senere blev de danske retningslinjer så alligevel ændret, og nu hedder det, at "man med fordel kan bruge et mundbind", hvis man kører i bus eller tog.

Ville der være færre smittede i Danmark lige nu, hvis du og myndighederne havde tøvet mindre?

- Måske. Det kan jeg ikke udelukke. Men vi havde ikke den viden, vi har i dag, siger Søren Brostrøm i 'Lippert'.

Mundbind under indkøb i Silkeborg - men ikke i Aarhus

Brugen af masker skaber dog stadig en del forvirring - for hvad gør man for eksempel under indkøb?

Læs også Nye tiltag skal styrke botilbud for handicappede: Men det er ikke godt nok

Som den eneste kommune i landet anbefales det, at borgerne i Silkeborg bruger mundbind, når de handler eller går i større forretninger.

Det skyldes, at Silkeborg i øjeblikket har et højt smittetryk. Det seneste tal viser, at Silkeborg har 188 smittede per 100.000 indbyggere.

De seneste dage har det vækket en del undren, at ikke også Aarhus indfører samme anbefaling. Her er der nemlig 269 smittede per 100.000 indbyggere.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har pålagt Silkeborg Kommune at anbefale masker, og derfor vil Søren Brostrøm ikke kommentere på, hvorfor der er forskel på de to områder:

- Det er ikke mig, der har den oplysning.

Men du kan vel ikke fortænke os i at tro, at det ved Søren Brostrøm nok? 

- Det er ikke den detaljeringsgrad, jeg er nede i. Jeg kan sige, at vi har haft en meget rolig sommer, men at det hele tiden har været vores forventning, at der ville komme de her lokale udbrud, som bliver håndteret lokalt, siger Søren Brostrøm uden at komme et svar nærmere.

Han vil dog ikke udelukke, at brugen af mundbind kan blive intensiveret yderligere i fremtiden.

TV 2 har forsøgt at få Styrelsen for Patientsikkerhed til at stille op til et interview om brugen af mundbind, men det har ikke onsdag været muligt at få en kommentar.