Søndag byder på både sol og byger
Søndagen bliver årstiden taget i betragtning forholdsvis lun og tør i det østjyske.
Søndag står mange op til det, der kan betegnes som en klassisk, flot efterårsdag. Dagen byder på både skyer, enkelte byger, blæst og plads til solen flere steder.
Temperaturen fejler heller ikke noget, og der er god mulighed for at få mellem 19 og 21 grader.
Vinden tiltager i løbet af dagen, og de fleste vil opleve en jævn til frisk vind fra vest. Langs den jyske vestkyst kan man få op til hård vind, og det kan ikke udelukkes, at vinden i en kort periode går over i kulingstyrke ved det nordvestligste Jylland.
Mere plads til solen i løbet af formiddagen
Formiddagen byder på lidt af det hele: Både sol, byger og blæst. Fra morgenstunden er det overskyet de fleste steder, men som dagen skrider frem, kommer der mere plads til solen.
Selvom der er enkelte byger på programmet, vil de fleste stadig opleve hovedsageligt tørvejr, da der er langt mellem dem.
Varmere ud på eftermiddagen
Vejrmæssigt minder eftermiddagen meget om formiddagen, da der stadig er både halvoverskyet, plads til solen og enkelte byger, men på ét parameter bliver eftermiddagen bedre: Temperaturen.
I eftermiddag er der nemlig mod øst gode chancer for op mellem 20 og 22 grader, mens østligste dele af Jylland og Fyn kan nå 20 grader.
Længere mod vest bliver det noget køligere, da den friske vind blæser ind direkte fra Nordsøen. Her må man nøjes med temperaturer på mellem 17 og 19 grader, og køligst langs den jyske vestkyst.
Byger og regnbuer
Mange tusinder skal i dag løbe Royal Run, og vejret viser sig heldigvis fra sin gode side.
De behagelige temperaturer, få spredte byger og huller i skyerne sørger for noget nær optimale forhold til at løbe.
Der er en jævn til frisk vind på programmet, men heldigvis er de forskellige ruter næsten alle sammen inde i byer, hvor bygninger skærmer for vinden.
Bygerne er spredte, så de fleste vil komme mere eller mindre tørskoet igennem dagen. Skulle man alligevel blive ramt af en byge, så kan man være heldig og få en regnbue at se.
Man kan dog heldigvis også sikre sig mod at blive fanget i en byge uden paraply ved at bruge vores radar. Den kan du finde ved at klikke i linket nedenfor eller i vores app.
Følg regnen på TV 2s radar
Husk, du kan altid følge regnen på vejr.tv2.dk eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen.