Simpel test kan sænke elregningen
Gode råd kan spare en dansk familie op til fem procent på varmeregningen, mener ekspert.
Priserne stiger på gas og el.
Men man kan relativt nemt spare på varmeregningen.
Sådan lyder det fra Tue Patursson, fagekspert i energi og indeklima hos Videnscentret Bolius, i 'Go' morgen Danmark'.
Han har tre råd til, hvad man bør gøre for at se, om man kan reducere sine varmeudgifter.
Vinduer, gardiner og radiatorer er nogle af de steder, man skal være opmærksom, lyder det fra Tue Patursson.
Tre simple råd
01. Tjek om dine vinduer er tætte
Når det trækker ind ad vinduet, føles det hurtigt koldere, end det egentlig er.
Hvis du er i tvivl, om dine vinduer er tætte, kan du teste det med papirtesten.
Tag et almindeligt stykke papir, og læg det i din vindueskarm. Luk vinduet over papiret, og hvis du kan trække papiret ud, når vinduet er lukket, er dine vinduer ikke tætte, lyder det fra Tue Patursson.
Er vinduet utæt, er løsningen muligvis en tætningsliste. Du kan undersøge, hvilken størrelse tætningsliste du skal bruge ved at tage en smule modellervoks, lægge det i din vindueskarm, lukke vinduet og skabe en form, forklarer han.
- Papirtesten kan spare en gennemsnitlig dansk familie op til fem procent på varmeregningen om måneden, siger Tue Patursson.
02. Brug dine gardiner effektivt
Ifølge Tue Patursson kan et solidt gardin foran vinduet virke som et ekstra skjold mod kulden.
Derfor kan det være en god idé at trække dine gardiner for om aftenen for at holde på varmen.
Omvendt kan det være effektivt at trække gardinerne fra om morgenen, så solen kan varme boligen op, lyder det fra Tue Patursson i 'Go' morgen Danmark'.
Solenergi er gratis, og der kommer nemmere varme ind i løbet af dagen.
03. Optimér dine radiatorer
Der er flere råd til, hvordan man bruger sine radiatorer bedst muligt.
Først og fremmest er det ifølge Tue Patursson en god idé at stille radiatorerne på det samme.
- Hellere to radiatorer på tre end én på fire og én på en, ellers kører den ene på højtryk for at følge med, siger han.
Derudover skal du sørge for, at der er luft nok omkring radiatorerne for, at luften kan cirkulere rundt og blive opvarmet mest effektivt.
- 15-20 centimeter rundt om radiatoren er anbefalelsesværdigt, siger Tue Patursson.