Se prognosen: Her fortsætter sneen med at vælte ned
Kuldebølgen vil flere steder i landet give endnu mere sne i løbet af tirsdagen
I nattetimerne sneen væltet ned over store dele af Østjylland og Midt- og Sydjylland samt på den vestlige del af Fyn. På Bornholm fraråder politiet tirsdag morgen al unødig udkørsel på grund af sne, snefygning og snestormslignende tilstande.
Og der er mere sne på vej. Ikke kun til de dele af landet, som allerede har fået sne, men også til nogle af de steder, som endnu ikke har set så meget som et fnug.
Isnende kulde, blæst og snebyger
I morgen- og formiddagstimerne er det dog især store dele af Øst- og Sydjylland og Nord- og Vestfyn, der får sne, ligesom snebygerne også fortsætter i et lind strøm ind over Bornholm. I Østjylland er det særligt den sydlige del af landsdelen der står forskud. Det gælder blandt andet Odder Kommune og Horsens Kommune.
I løbet af de sene eftermiddagstimer og i aften breder et mere udbredt område med snebyger sig dog ind over landet østfra.
Det har blandt andet fået DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, til at advare om, at der er risiko for snefygning i blandt andet Odder og Horsens først på aftenen.
Sneen vil falde ved temperaturer mellem tre og syv graders frost, og det vil føles bidende koldt, når det samtidig blæser med frisk vind til kuling fra nordøst og øst.
Tirsdag morgen advarer Vejdirektoratet mod glatte veje i det meste af Østjylland. Særligt Norddjurs og Randers-området er særlig ramt, og flere steder er der konstateret sort is, hvorfor man også skal påregne en forlænget rejsetid.
Samlet set ventes der at kunne falde op mellem én og tre centimeter sne mange steder, men i dele af Jylland og på Vestfyn kan man lokalt få over 10 centimeter sne, mens man på Bornholm kan se frem til yderligere 5-20 centimeter sne i løbet af tirsdagsdøgnet.