Se billedet her: AGF-modstander mister sine fortænder
Larne FC leverede en indsats, der kostede blod, sved og tænder, da de samlet vandt over AGF torsdag aften.
Når AGF's greenkeeper skal besigtige banen på Ceres Park fredag morgen, skal vedkommende ikke blive overrasket, hvis to tænder pludselig dukker op i græsset.
Da klubben fra Aarhus torsdag tog imod Larne FC fra Nordirland i Europa Conference League-kvalifikationen, mistede den nordirske stopper Cian Bolger nemlig sine to fortænder.
Det skete i forbindelse med et dansk frispark efter cirka 77 minutter. Bolger blokerede bolden i muren, da han stoppede kuglen med sit ansigt.
- Det er en af de ting, der sker under en fodboldkamp. Det er en lille pris at betale for at klare den videre. Det beviser, at jeg sætter alt på spil. Jeg tror, at tænderne er ude på banen, men jeg skal ikke ud og lede efter dem, fortalte han efter kampen til TV 2 SPORT.
Læs også
Undertippede Larne FC kom til Aarhus med en 2-1-sejr fra det første opgør på Inver Park. Det lykkedes ikke AGF at indhente den føring, hvorfor kampens resultat på 1-1 sendte danskerne ud i den europæiske kulde.
- Vi vidste, at det ville blive svært, da vi kom hertil. Vi vidste, at vi ikke ville have bolden meget, så vi forsvarede med vores liv, og det gjorde vi godt, sagde Bolger om bedriften.
Ikke hans rigtige tænder
Den nordirske stopper er i øjeblikket ved at få lavet sine tænder, og derfor er de ikke hans rigtige. Han fortæller også, at han har prøvet at miste dem før.
Derfor foretrækker han også at beholde sin maske på, når han stiller op til interviews.
Læs også
- Det er den måde, jeg ser pænest på ud i øjeblikket. Så jeg dækker mig til, så jeg ikke skræmmer folk derhjemme, fortalte Bolger og tilføjede, at holdet skulle ud og drikke øl for at fejre den videre færd i Europa.