Sanger blev kaldt 'dårlig mor' efter søns fald fra vindue: Nu råber hun op
Da sangeren Stine Bramsens søn kom ud for en alvorlig ulykke, stod folk klar med fordømmelser og ondskabsfulde ord
For to år siden skete det, som enhver forælder frygter allermest.
Stine Bramsens dengang etårige søn, Alfred, faldt ud af et vindue fra første sal i det klubhus, som hun og hendes band brugte som backstage, inden en koncert i Svendborg.
Sønnen kom slemt til skade og blev indlagt akut på intensivafdelingen.
I dag har Alfred det godt, men Stine Bramsen, der er fra Ry, har stadig ar på sjælen efter ulykken, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.
For da det, der var sket, kom frem i offentligheden, var det ikke kun trøstende beskeder, hun fik. Da tingene havde lagt sig, og familien havde åndet lettet op, kom alle de virkelig modbydelige kommentarer, lyder det.
- Jeg fik det mest ondskabsfulde henvendelser efter ulykken. Jeg var en dårlig mor, skrev en, og en anden skrev, at han altid havde fundet mig inspirerende og sej, men det gjorde han slet ikke nu, efter jeg ikke kunne passe på min søn, siger Stine Bramsen.
Blev først såret og dernæst meget vred
Ulykken har sat dybe spor, men det har den voldsomme kritik i den grad også, lyder det fra sangerinden.
- Jeg begyndte at indse, hvad folk havde skrevet, og alle havde en mening om mig som mor. Det blev jeg først meget såret over og senere meget vred, og jeg skulle virkelig tænke mig om for ikke at svare dem, for det kunne jo være en psykisk syg, der sad i den anden ende.
- Det er jo det, der er med de sociale medier. Du aner ikke, hvem mennesket bag er, siger Stine Bramsen.
Først nu er sangeren klar til at tale om, hvad der skete efter ulykken og ikke mindst sige fra over for sine kritikere.
Stine Bramsen er aktuel med en ny EP, der har fået titlen 'Bruised'. En af sangene på den EP hedder: 'Don't Judge Me', døm mig ikke, og den er skrevet til alle dem, der er hurtige til at kritisere og fælde dom over andre.
For det, mener Stine Bramsen, vi gør alt for meget. Især på de sociale medier.
Bramsen: Hold dine meninger for dig selv
Med sangen vil hun gerne sige, at vi skal ikke sparke på nogen, der ligger ned, og at man slet skal dømme nogen, når man hverken kender baggrunden eller de følelser og omstændigheder, der ligger bag.
"Du var der ikke, så døm mig ikke", synger hun blandt andet i sangen.
- Jeg havde brug for at skrive den og få min vrede ud og fortælle, at der bare er nogle ting, som folk ikke skal blande sig i. Og hvis de ikke kan lade være med at sladre, så må de gøre det, når de kommer hjem. Lad være med at skrive noget på de sociale medier, som du ikke kunne drømme om at sige til personens ansigt, lyder det fra Stine Bramsen.
Det praktiserer hun selv, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.
- Jeg har da stået i en situation, hvor jeg har set en mor på gaden og råbe af sit barn og dømt hende for det, men i dag tænker jeg, at jeg ikke aner, hvilken dag hun har haft, siden hun står og råber af sit barn, siger Stine Bramsen.
- Jeg er begyndt at tænke meget over, hvordan folk ser på mig. Jeg tænker, at jeg kan ikke stå og råbe ad mine børn på gaden, fordi hvilken shitstorm vil så ramme mig igen? Det er jeg blevet 100 gange mere bevidst om efter ulykken, slutter hun.