Sætter regler for børns skærmforbrug: - Fordi det virker for os

- Børnene er dårligere til at koncentrere sig, og deres humør samt indlæringsevne bliver påvirket negativt af for meget skærmtid, siger Sine Løkke Madsen, mor til tre fra Hjortshøj.

Danske forælde kender utvivlsomt til problematikken.

'Ulvetimen' er kommet, og der skal laves aftensmad til hele familien. Børnene keder sig, og det letteste i verden er at give de mindste i familien en skærm i hånden som underholdning.

Men en iPad som 'elektronisk babysitter' til børn er sjældent den bedste løsning.

I Norge har Helsedirektoratet, som er en pendant til Sundhedsstyrelsen herhjemme, netop udarbejdet nye retningslinjer for de yngstes aktivitetsniveau samt, hvor meget de sidder stille – herunder børns skærmforbrug.

Her lyder rådet, at børn under to år slet ikke bør bruge tid foran en skærm i form af blandt andet mobiltelefon, iPad eller computer. Og børn fra to og op til fem år anbefales maksimalt at have én times skærmtid om dagen.

Opfordringen fra de norske myndigheder stemmer overens med anbefalingerne i en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 2019, men i Danmark findes der ikke de samme retningslinjer om børns skærmforbrug.

Det skyldes, at WHO’s anbefalinger hviler på et svagt evidensgrundlag, lyder det i et skriftligt svar til TV 2.

- Vi har i stedet gennemgået litteraturen sammen med en række eksperter på området og efterfølgende formuleret skærmanbefalinger, udtaler enhedschef Niels Sandø.

De nyeste danske anbefalinger stammer fra 2020, og Sundhedsstyrelsen arbejder med en aldersgruppe fra 0 til 15 år.

Sundhedsstyrelsens seks anbefalinger til børns skærmforbrug

De konkrete råd til forældrene om børns skærmbrug har øje for balancen mellem skærmbrug og andre aktiviteter i løbet af dagen.

- Vi forholder os således til mere end skærmtid, idet det også handler meget om konteksten, eksempelvis hvornår på dagen og i hvilke situationer, det ikke er en god idé at bruge skærmen, siger Niels Sandø.

Kræver pragmatisk tilgang

Sundhedsstyrelsen får opbakning fra Stine Liv Johansen, som lektor ved Center for Børns Litteratur og Medier ved Aarhus Universitet.

Hun mener ikke, at der er belæg for konkrete anbefalinger til skærmtid for danske børn i specifikke aldersgrupper.

- Det er som at sige, at alle børn skal gå i gummistøvler i oktober. Vi har ikke den sundhedsfaglige evidens omkring børns skærmforbrug, da det omfatter mange forskellige ting, forklarer Stine Liv Johansen til TV 2.

Malene Angelo, der er psykolog i Børns Vilkår, stemmer i.

Forskningsmæssigt er der nemlig ikke belæg for at sige, hvor mange timer børn kan tåle at sidde og kigge ind i en skærm, siger hun til TV 2.

Ifølge Stine Liv Johansen er det vigtigt, at forældre anlægger en pragmatisk tilgang og interesserer sig for, hvad børnene bruger deres skærme og medier til.

- Man bør tage snakken med sit barn om deres skærmforbrug og derefter lave regler, som kan løbende kan justeres efter barnets behov og interesser, siger lektoren.

TV 2 har spurgt danske forældre om deres syn på børns skærmforbrug, og om de har opsat regler i hjemmet.

Folkeskolelærer: Brug for klare skærmregler

Sine Løkke Madsen er folkeskolelærer og bor i Hjortshøj uden for Aarhus med sin mand og tre børn på henholdsvis 6, 9 og 11 år.

På matriklen er der regler for børnenes skærmforbrug.

- Det har vi, fordi det virker for os, siger Sine Løkke Madsen

På matriklen nord for Aarhus er der brug for klare regler omkring skærmtid, da de tre børn ikke selv kan styre deres tidsforbrug.

Sine Løkke Madsen sammen med sine tre børn og mand.
Sine Løkke Madsen sammen med sine tre børn og mand. Foto: Privatfoto, Sine Løkke Madsen

Fristelsen for at kigge på mobilen eller iPad'en er ganske enkelt for stor, lyder det.

- Det er som et barn, der opholder sig hele dagen i en slikbutik, men kun må købe 100 gram.

quote Børnene synes, at vi forældre styrer tidsforbruget ret stramt.

Sine Løkke Madsen, mor til tre, Hjortshøj

De tre børn får på skoledage hver især lov til at bruge de elektroniske enheder mellem en halv til maksimalt én time om dagen - og lidt mere tid i weekenden.

Jo ældre børnene er, desto mere får de lov til at kigge i skærmen. Antallet af år giver det maksimale antal timers skærmtid per uge i hjemmet i Hjortshøj.

- Børnene synes, at vi forældre styrer tidsforbruget ret stramt, forklarer Sine Løkke Madsen.

Som folkeskolelærer kan hun dagligt observere, at der er forskel på de børn, der må bruge skærm i ubegrænset mængder i hjemmet og de, som er underlagt regler.

- Børnene er dårligere til at koncentrere sig, og deres humør samt indlæringsevne bliver påvirket negativt af for meget skærmtid, siger Sine Løkke Madsen.