Regn, slud og snevejr over Danmark - her er der størst risiko for sne
Våd og kold søndag, hvor risikoen for tøsne er størst i flere østjyske kommuner.
Det bliver en våd og kold søndag, hvor der flere steder en overgang kan falde tøsne.
Et lavtryk har fra morgenstunden sendt nedbør op over Danmark fra syd, Billund og Skrydstrup lufthavn har netop meldt, at regn er gået over i slud.
Så snart regnen går i gang, vil man opleve, at temperaturen falder markant.
Husk du kan følge nedbøren i vores app under Radar & kort eller her.
I Nordjylland, hvor det har været klart meget af natten, er man stået op til let frostvejr, så lokalt skal der skrabes is af bilen, inden regnen går i gang.
Læs også
En stor del af landet vil til morgen og formiddag opleve regn og slud.
Skal man vurdere, hvor risikoen for at slud går over i tøsne er størst, så har TV 2 Vejret lavet dette kort.
Den største risiko er i et højtliggende områder i de hvide markeringer. Det gælder de fleste østjyske byer fra Randers til Horsens, ses det af kortet.
Kommer der sne, som lægger sig, skal man være hurtig til at nyde det, da det ikke vil få lov at ligge længe.
Solen har meget magt i april, og selvom det er skyet, kommer der alligevel varme igennem skyerne.
Derudover er varmere luft på vej op over den østlige del af landet, så temperaturen vil stige markant op af eftermiddagen.
Nedbøren vil mod øst ende i regn, og temperaturen kan nå 4-8 grader øst for Storebælt. Til eftermiddag kan der stadig være regn og slud i Jylland i beskedne 1-3 grader.
Bornholm eller sydhavsøerne kan nå op over 10 grader sent om eftermiddagen og ud på aftenen.
Nede over Mellemeuropa bliver det mod øst en varm dag. I Berlin kan man komme over 20 grader.
Det er noget af den luft, der også kommer op over Danmark sidst på dagen.