Regeringen sætter eksperter til at regne på genåbning af tre områder

Regeringen ønsker ikke at stå i en situation, hvor hele landet er underlagt restriktioner, blot fordi enkelte kommuner har høj smitte.

Klokken 18 torsdag aften mødes den faglige referencegruppe, der rådgiver regeringen under coronakrisen. Eksperterne skal blandt andet regne på scenarier for regionale genåbninger.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV 2.

Der vil konkret blive regnet på, hvordan tre områder kan blive åbnet regionalt:

  • Detailhandlen
  • De ældre klasser end 0.-4., som allerede er tilbage i skole
  • Udendørs idræt

Dagen igennem har sundhedsfaglige eksperter talt for, at tallene nu er på et niveau, der gør det muligt at tale om en lokal- eller regional genåbning. Nu stemmer sundhedsministeren i og siger, at det efterhånden er vanskeligt at åbne hele landet op samtidigt:

- Det vil ikke være til at bære, hvis vi skal vente på, at den sidste mørkerøde kommune får tallet ned, før vi kan åbne landet op. Der bliver vi nødt til at se mere regionalt på det, men det er ikke helt nemt. Det er noget, vi skal gå varsomt til.

Samfundet skal lirkes op

Det er ikke første gang, at regeringen taler om regionale tiltag. Men sidst, det blev taget i brug, var det med modsat fortegn. Her måtte blandt andet detailhandlen, restauranter og fitnesscentre i en række kommuner lukke før andre.

Dengang kom der flere historier frem om borgere med bopæl i de lukkede kommuner, som valgte at krydse kommunegrænser for at komme på restaurant eller lignende. Sundhedsministeren har på nuværende tidspunkt ikke svaret på, hvordan man undgår en lignende situation ved en regional genåbning, men han forsikrer om, at eksperterne har det med i overvejelserne.

Den regionale genåbning vil ifølge Heunicke kunne komme på tale, så snart ekspertgruppen vurderer, at det vil være forsvarligt at gøre det.

- Jeg kan godt forstå, at man - især hvis man bor et sted med lav smitte - tænker, at her kan man måske åbne op nu og her. Men man skal huske på, at virussen ikke kender til kommunegrænser.

Møde i følgegruppen fredag

Sundhedsordførerne for de politiske partier er fredag indkaldt til orientering. Her vil de ifølge Magnus Heunicke blive orienteret om drøftelserne fra aftenens møde i referencegruppen.

Man skal dog ikke sætte næsen op efter, at der allerede fredag vil ligge en konklusion klar. Det skyldes blandt andet, at der er brug for en længere tidsperiode fra, at 0.-4. klasse startede tilbage i skole.

- Det er klart, at de kommuner med lavest incidenstal står først for. Men det er også vigtigt, hvor det ligger geografisk, og at man udvælger sektorer, så man ikke skaber en magnet for alle omegnskommuner, siger Magnus Heunicke og understreger, at regeringen nok skal tage det politiske ansvar, men at indstillingen skal komme fra eksperterne.