Radikale Venstre stormer frem i ghetto-område
Den hårde retorik på udlændingeområdet har medvirket til, at flere er kommet op fra sofaen og ind i stemmeboksen, lyder det fra rådmand.
Onsdagens folketingsvalg bød på jubel og store smil fra Radikale Venstre. Partiet løb med 8,6 procent af stemmerne på landsplan og fordoblede dermed sine mandater.
Overalt i Danmark blev der sat kryds ved partiet med Morten Østergaard i front. Men især i landets ghettoområder har de radikale overtaget stemmeboksene.
I boligområdet Gellerup i det vestlige Aarhus stemte 34,2 procent af vælgerne på partiet. Det er en fremgang på 29 procentpoint siden valget i 2015 og gjorde de radikale til det største parti på valgstedet.
Radikales rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad, glæder sig over partiets fremgang. Ifølge ham har andre partiers skrappe retorik på udlændingeområdet medvirket til, at beboerne i området er kommet op af sofaerne.
- Det har gjort, at folk bliver bekymrede for deres liv her og fremtiden for dem selv og deres børn, siger han.
Læs også
Vendes blikket mod Radikale Venstres politik, mener rådmanden, at især opgøret med symbolpolitiken har givet et rygstød blandt vælgerne.
- Vi har fokus på de reelle udfordringer i samfundet som klima, skole og børn og unge. Og vi har en humanistisk tilgang til flygtninge og folk, der er i nød.
Partiet har også oplevet stor fremgang i flere andre ghettoområder, blandt andet i Vollsmose i Odense og i Mjølnerparken i København.