Pas på glatte veje - flere uheld over hele landet

Selvom bilens termometer måler plusgrader, vil vejene være koldere.

Våde veje giver risiko for glatte veje over hele landet. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

I samarbejde med tv2.dk

Natten til tirsdag har været plaget af trafikuheld over hele landet.

I Østjylland har der minimum været fem ulykker, mens der har været tre i Nordjylland, to i Sydjylland, fire i Sydsjælland og et i Nordsjælland. 

Læs også Kvinde reddet op af havn – er i kritisk tilstand

Samtidigt melder Vejdirektoratet om glatte veje over hele landet.

Og der er god grund til at være ekstra opmærksom. Det siger TV 2s vejrvært Jens Ringgård Christiansen.

- Natten igennem har vi fået både byger, hagl og lidt tøsne. Når vejene er våde, og det er frostgrader, så fryser de til is, siger han.

Politiet advarer

Både Nordjyllands Politi og Sydjyllands Politi har også været ude med advarsler på Twitter om at køre forsigtigt, ligesom de oplyser, at der saltes i deres områder.

Østjyllands Politi advarer også.

- Det er rigtig glat derude, så man skal køre forsigtigt og være ekstra opmærksom, siger Martin Christensen, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Nu stiger vandstanden - flere steder kan rammes af stormflod

Plusgrader snyder

Ifølge TV 2s vejrvært kan man som bilist nemt blive overrasket over, hvor glat det egentlig er. 

- Mange kan nok blive overraskede, når de kører af sted, fordi deres bil viser, at det er plusgrader udenfor, men vejens temperatur ligger lige omkring frysepunktet over hele landet, og så er det altså glat, siger Jens Ringgård Christiansen.

Vi kan forvente, at der fortsat vil være glatte veje det meste af formiddagen, ligesom vejret meget vel kan forventes at fortsætte onsdag morgen.