Pænt onsdagsvejr med mulighed for en del sol
Temperaturen topper med op til 24 graders varme onsdag.
Onsdag er kommet fra land med flot sommervejr. Der er nærmest ikke en sky på himlen, hvilket giver solen frit spil på den danske sommerhimmel.
Det solrige sommervejr varer ved et stykke op ad formiddagen, men gradvist kommer der højtliggende tynde skyer op fra syd. Især den østlige og centrale del af landet vil opleve mere sløret solskin.
Læs også
På trods af flere skyer i løbet af dagen forventes det at holde tørt.
Til aften klarer det efterhånden op, hvilket giver en solrig afslutning på onsdagen i hele landet.
Skyer op fra syd
Generelt vil de fleste opleve en onsdag morgen og formiddag med masser af sol.
Men i løbet af formiddagen driver de første slørskyer op over den sydlige del af landet. Solen kan sagtens skinne igennem mange af skyerne, men vil fremstå mere mælkehvid.
Temperaturen kommer i formiddagstimerne hurtigt over 20 graders varme.
Her kommer der mest eftermiddagssol
Til eftermiddag vil solen formentlig gemme sig noget mere, da skyerne lukker lidt mere til. Stadig er det overvejende høje skyer. Derfor er der stadig mulighed for nogen eller en del sol.
Mest sol forventes nok at komme i det vestlige Jylland og Nordjylland.
Læs også
Når det bliver varmest i eftermiddag, er det med 22 til 24 grader på termometret. De højeste temperaturer forventes i det sydlige Jylland og Nordsjælland.
Med svage vindforhold bliver det alt i alt en ganske pæn onsdag. Man skal dog være opmærksom på at huske solcremen, hvis man er ude i længere tid. Uv-indekset er nemlig meget højt.
Onsdag aften ventes de mange slørskyer at drive væk. Dermed slutter onsdagen af med solrigt vejr i hele landet.
Solen kan nydes til langt ud på aftenen, da den først går ned mellem klokken 21.43 på Østbornholm og 22.24 længst mod nordvest.