På en villavej levede en mand i et affaldsbjerg, indtil naboerne gjorde et ubehageligt fund
I hvor høj grad er man herre i eget hus og på egen matrikel? Og hvornår skal der gribes ind, når borgere i et velfærdssamfund begraves i skrald?
Det er sommeren 2020.
På en villavej i Aarhus vokser et bjerg af skrald foran et af husene.
Skraldebunken er tre meter høj og rager op over tagrenden på huset. Den strækker sig fra vejen og ind til hoveddøren.
Det begyndte inde i huset. På et tidspunkt fyldte skraldet værelserne ud, og stierne med gulvplads blev smallere. På det seneste er skraldet begyndt at knopskyde ud til vejen.
Inde fra huset åbner en mand døren, og han begynder at bestige bunken af plasticposer, gamle møbler, pap og andet skrald.
Ved hjælp af albuerne vrider han sig igennem en sprække i døren og maver sig op på den over tre meter høje bunke, han har samlet på egen hånd.
På toppen af skraldebunken hviler manden sig. Hovedet falder tungt mod brystkassen. Han puster ud.
Da han har sundet sig, rejser han sig, træder med forsigtige skridt over skraldet og kravler ned på den anden side ud på fortovet.
Herude ligner villavejen enhver anden med trimmede ligusterhække og velplejede rosenbede.
Men naboerne er ikke glade for det, de ser. Vejens beboere har i et halvt år forgæves forsøgt at råbe Aarhus Kommune op med breve, telefonopkald og underskriftsindsamling.
Beboerne vil have skraldet fjernet, og de vil have, at manden i huset får professionel hjælp. De forstår ikke, at det kan komme så vidt, at mennesker i Danmark skal leve som manden med skraldet.
Men hvad stiller man som samfund op med mennesker, der ikke ønsker hjælp?
Det er nemlig tilfældet med manden bag skraldebjerget.
Han vil passe sig selv på egen matrikel. For der er en særlig forklaring på, at bunkerne hober sig op foran hans hus.
Påbud, varsler og frister er nyttesløse
Størrelsen på bunkerne af skrald er gået frem og tilbage de sidste 26 år, hvor manden har boet i huset. Det bekræfter Lars Bæk Sørensen, der er læge og bor i området.
Han har kendt manden, siden han flyttede ind.
- Det startede med, at han samlede på musikinstrumenter. Efterhånden har det taget over. Stille og roligt har hans tvangshandlinger og tvangstanker udviklet sig. Det er henne i det ekstreme, det vi ser nu, siger han.
Aarhus modtog de første henvendelser fra naboerne i 2019. Siden har kommunen sendt 13 breve med frister, påbud og varsler.
Se 'Rebellen på villavejen' på TV 2 Play
Men breve er nyttesløse i en situation som denne. De er ofte svære at forstå indholdet af, og det hjælper ikke med trusler og påbud. Det eneste, der hjælper, er, at etablere en relation i øjenhøjde med vedkommende, mener landsformanden i SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed, der arbejder på at forbedre forholdene for folk med psykiske lidelser i Danmark.
- Når jeg hører sådan nogle historier, så tænker jeg: ”Åh nej, her er der igen et menneske, der ikke har fået den hjælp, som han eller hun har brug for.”, siger landsformanden, Knud Kristensen.
Er dette også tilfældet med manden bag skraldebunkerne, som TV 2 har fulgt i flere måneder i 2020?
Han er blevet forsøgt hjulpet tidligere. Nu er bunkerne af skrald vokset frem igen.
Er jeg ikke rask?
Foran skraldebjerget er en beboer fra vejen stoppet op foran indkørslen.
Hun ser manden fra huset sammen med TV 2s kamerahold og joker med, om der er ved at blive lavet optagelser til programmet 'Hammerslag'.
Manden fra huset returnerer uanfægtet spydigheden. De udveksler nogle ord. Hun går videre og mumler: "Du er ikke rask", da hun passerer manden fra huset.
- Går du og beskylder mig for ikke at være rask? siger han og følger efter hende.
- Jamen, prøv at se, hvordan det her ser ud, svarer hun.
Hun ser sig over skulderen. Han begynder at pege på hende.
- Hvor har du det kendskab fra? Er du læge eller hvad?
Hun svarer ikke, men fortsætter med at gå videre.
Han opgiver, drejer om og slår armene ud til siden. Han sætter pegefingeren mod panden.
- Ikke rask, siger han for selv.
- Den lille lommepsykiater har været på gaden i dag, fortsætter han.
- Så må vi jo indlægge manden, hvis han ikke er rask. Se nu står der også en derovre og glor. Det er interessant, siger han.
Kontakten etableres
For at få kontakt til manden i huset, har journalist Søren Kramer ventet i dage- og timevis på gaden foran huset.
Mange gange har han ventet forgæves.
Alligevel er Søren Kramer blevet ved. Han vil vide mere om, hvem der lever i huset, og hvad der foregår.
I løbet af foråret 2020 brugte Søren Kramer store dele af sin fritid på at sludre med manden, spise mad sammen med ham og købe ham en pakke cigaretter i ny og næ.
Langsomt opbyggede de en relation, og Søren Kramer oplevede, hvordan manden både var flink og rar at tale med.
Manden delte velvilligt ud af sine drømme og planer, men som ugerne gik, blev det mere tydeligt, at noget var alvorligt galt.
Søren Kramer havde at gøre med en helt anden skæbne, end manden selv havde givet udtryk for til at begynde med.
Søn af en god mand
Manden hed Ernst. Det hed han dengang, Søren Kramer lærte ham at kende.
Nu har han ændret navn til Ernesto Soertellme.
Ernesto Soertellme er 68 år gammel. Han er far til tre nu voksne børn og boede med sin forhenværende kæreste i en lejlighed i Jerichausgade i Aarhus, indtil parret gik fra hinanden.
Efter bruddet solgte han i 1994 den 160 kvadratmeter store lejlighed, de havde boet i sammen. Han købte derefter huset, hvor han bor i dag, og hvor skraldet har taget overhånd.
Ernesto Soertellme er vokset op i Silkeborg, og han har haft en god barndom, synes han selv.
Da han var syv år blev forældrene skilt, og moren tog Ernesto Soertellmes tre søskende med sig. Han blev boende hos sin far, hvilket var usædvanligt på den tid, forklarer Ernesto Soertellme.
Han husker sin far som en stille, rolig og god mand, der passede sit arbejde. Men i 1971 kom Ernesto Soertellmes far ud for en alvorlig arbejdsulykke. Han blev klemt af en traktor.
Efter halvanden måned på hospitalet døde hans far.
- Det var ikke sjovt. Jeg var ked af det i mange år, og det er jeg stadigvæk. Han var en god mand.
Den dengang 19-årige Ernesto Soertellme mistede sit barndomshjem, da faren døde. Han havde ikke meget kontakt til sin mor, da han ikke brød sig om morens nye kæreste.
Ernesto Soertellme flyttede derfor på et værelse i Aarhus og færdiggjorde sin uddannelse som pædagog.
Følte sig forfulgt og måtte indlægges
Efter nogle uger hvor Søren Kramer har besøgt Ernesto Soertellme regelmæssigt og sludret med ham, kom det frem, at Ernesto Soertellme to gange i sit liv har været indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Den første gang var i 1995-1996, og i slutningen af 2018 blev han indlagt igen, efter at han i en længere periode havde følt sig overvåget. Til sidst turde han ikke gå ud af sin dør.
- Jeg turde til sidst ikke at handle ind. På et tidspunkt havde jeg fandeme ikke andet end ris og de æbler, der skvattede ned af træet.
Ernesto Soertellme isolerede sig i hjemmet, hvor han fordrev tiden med at læse bøger. Det opsøgende psykiatriske team i Aarhus Kommune tog kontakt til ham, efter han havde forskanset sig i huset. Han havde på det tidspunkt tabt sig 10-12 kilo.
Han lod sig indlægge på en lukket psykiatrisk afdeling, hvor man vurderede, at han led af paranoide vrangforestillinger og var psykotisk.
Efter 20 dages behandling blev Ernesto Soertellme udskrevet til videre behandling i eget hjem.
I hans journal fremgår det, at psykiatrien var klar over, hvad det var for et hjem, de udskrev ham til.
"Han bor i eget hus, hvor der er så overfyldt, at der er lavet specielle gangstier i huset for at komme rundt", står der i journalen, som Søren Kramer har fået adgang til med Ernesto Soertellmes accept.
Efter en måned vil han ikke længere tage sin medicin, og han afbrød kontakten til det psykiatriske system.
- Jeg har aldrig nogensinde godkendt den pisse – hvad nu det hedder – diagnose, de har sat på mig. Og det kommer jeg aldrig til. Men systemet er sådan, at den forfølger mig resten af livet, ikke også. Absurd, mand.
Skraldet er et kunstværk
Ernesto Soertellme fortæller også, at han altid har samlet på ting. Men han har aldrig haft så meget som nu. Han har en plan med de store mængder skrald, han har liggende på sin matrikel.
I sin nuværende form er det ifølge Ernesto Soertellme et kunstværk. Han kalder det for "Smidt på porten". Det skal skabe opmærksomhed om det at blive smidt på porten.
Kunstværket har han sat til salg for 500.000 kroner. Kan han ikke sælge værket, drømmer han om at bruge tingene til at skabe en containerby for hjemløse.
Ernesto Soertellme er ligeglad med, hvad folk tænker om hans kunstværk. Så længe skraldet er på hans egen grund, så er det hans sag, og ingen kan røre det, mener han.
Både naboer og Aarhus Kommune er af en anden opfattelse, især da naboerne gør nogle ubehagelige fund.
Kommune giver frist på ti dage
I løbet af sommeren 2020 stiger naboernes bekymring for, at skraldebunken er ved at udvikle sig til en rotterede.
De har set rotter løbe rundt i bunken, og de har også fundet en død rotte ude foran Ernesto Soertellmes hus.
Derfor sender naboerne endnu en klage til kommunen.
Aarhus Kommune sender et påbud til Ernesto Soertellme. Han skal inden ti dage rydde så meget af skraldet, at kommunens skadedyrsbekæmper kan undersøge kloakkerne ved huset.
Da det ikke sker, får han endnu et påbud. Nu skal han rydde hele sin indkørsel.
Ifølge landsformand i SIND, Knud Kristensen, er det en helt forkert måde at gribe sådan en situation an på.
- Man skal ind og have en alliance på et tidspunkt, hvor han gerne selv vil være med til at få det ryddet op og måske være en del af det, siger han.
Da sagen i Aarhus Kommune i dette tilfælde både omhandler en borgers helbred samt oprydning og skadedyrsbekæmpelse er ansvaret delt mellem de to afdelinger Sociale Forhold og Beskæftigelse samt Teknik og Miljø.
Hos Teknik og Miljø, der står for oprydningen, lyder svaret, at man ikke kan udtale sig om den konkrete sag af hensyn til borgeren. Afdelingschef Birgitte Kloppenborg-Skrumsager understreger dog, at kommunen aldrig kun sender breve i den slags sager.
-Vi forsøger også med mails, vi ringer, og vi bruger eventuelt kontaktpersoner. Vi bruger alle de kanaler, vi kan, for at få kontakt til borgerne. Vi forsøger altid meget med dialog i svære sager, siger Birgitte Kloppenborg-Skrumsager.
Ikke mere diskussion
Nogle uger senere har Aarhus Kommune fjernet skraldebunken ud mod vejen. Nu vender de tilbage. Resten af skraldet skal væk.
Ernesto Soertellme står ved sin skraldebunke, hvor indkørslen begynder, og fortovet slutter.
Foran ham står fire mennesker på en række.
Den ene af dem taler. Hun er fra kommunen. Hun gør Ernesto Soertellme opmærksom på, at han ikke har overholdt sine aftaler.
- Så jeg er nødt til at sige, det der skal fjernes. Og det er ikke til diskussion. Slet ikke, siger hun.
- Jamen, kan jeg ikke få lov at gøre det i mit eget tempo? svarer Ernesto Soertellme.
- Det har du fået lov til, tror jeg, i fire-fem måneder. Nu stopper systemet bare, for ellers passer jeg ikke mit arbejde, siger hun.
Ernesto Soertellme indser, at det ikke længere er muligt at forhandle med kommunen. Om han vil samarbejde eller ej, kommunen fjerner bunken ligegyldigt hvad.
- Det er langt ude, siger han og går sin vej.
Hvad fanden foregår der?
Fem dage senere vender et oprydningshold talstærkt op. Med sig har de otte store containere og hundredevis af papkasser. Det er blevet besluttet, at huset også skal ryddes indvendigt.
- Det mest sørgelige er, at det er som om, at det er først, når det generer naboerne, at der begynder at ske noget. Den person som har brug for hjælpen, er der ligesom ikke nogen, der har blik for, siger landsformand i SIND, Knud Kristensen.
Ernesto Soertellme er rasende.
- Nu smadrer I hele mit kunstværk. Det er en kunstkonstruktion. Hvad fanden foregår der? Nu har jeg anmeldt jer til politiet. De kommer her om to sekunder, jeg ved ikke, hvor fanden de bliver af, siger han til en fra oprydningsholdet, imens han ser sig omkring efter politiet.
Oprydningsholdet forsøger at få ram på en levende rotte, der gemmer sig inde bunken.
Ernesto Soertellme bedyrer, at der ikke findes rotter på hans grund. Han bliver mere og mere vred over det, der foregår og forlader stedet til sidst.
En låsesmed bliver sat til at give oprydningsholdet adgang til huset.
Det er et voldsomt syn, der møder oprydningsholdet, da døren åbnes.
Rotter kravlede rundt om natten
Skraldebunkerne rører næsten loftet. Man er nødt til at kravle igennem de sprækker, der er imellem loftet og skraldet, hvis man vil rundt i huset.
Oprydningsholdet bruger skovle og river for at arbejde sig igennem huset. I køkkenet er der fyldt så meget op, at man ikke kan åbne døren.
De er nødt til at stikke armen ind af dørsprækken og tage stykke for stykke af skraldet ud for at kunne komme derind.
Et glas med noget væske i kommer ud fra køkkenet. I glasset ligger en død frø.
Alle vinduer er tillukkede med persienner, skodder, papkasser og lagener.
Der lugter som om, huset har været forseglet. Der er rottelort overalt. Som om der er et gulvtæppe af rottelort i huset.
Rotterne har flænset og ædt sig igennem alting. Selv den seng som Ernesto Soertellme har sovet i på et tidspunkt.
Ernesto Soertellme har fortalt Søren Kramer, hvordan han er vågnet ved, at rotterne har kravlet på ham om natten. På et tidspunkt er det blevet for meget for ham. Derfor har han sovet i haven eller på gaden som hjemløs igennem en længere periode.
- Jeg bliver ked af det på vegne af de borgere, som skal leve sådan. Jeg bliver ked af det på deres familiers vegne, de er vidne til det her også. Jeg bliver ked af det på naboernes vegne, for det er ikke rimeligt, at vi behandler folk sådan, så det her det sker. Og det er slet ikke rimeligt, når det sker igen og igen, siger landsformand i SIND, Knud Kristensen
- Jeg synes, det er uværdigt for et velfærdssamfund, at vi behandler nogen så dårligt, siger Knud Kristensen.
I Aarhus Kommunes Center for Mestring, der huser det opsøgende psykiatriske team, betegner centerchef Mette Grandjean sagen som en "ulykkelig situation", fordi det er en svær situation med borgere, der ikke vil have hjælp.
Så han har fået den hjælp, han har behov for?
- Det kan vi jo diskutere, om han har. Set med Ernsts øjne, så har han fået den hjælp, han har behov for. Set med samfundets øjne, så ville vi rigtig gerne hjælpe ham meget mere, end det han siger ja tak til, siger Mette Grandjean.
Kæmpe regning for oprydning
Et par dage senere vender Ernesto Soertellme tilbage til villavejen i Aarhus.
Midt imellem de trimmede ligusterhække og velplejede rosenbede står der store aflukkede containere foran huset.
Ernesto Soertellme går igennem indkørslen og op til hovedtrappen. Han beder kameraholdet vente med at gå med. Han vil gerne tage et kig først.
Huset er ikke til at kende. Heller ikke for husets ejer. Gulvene er ryddet. De ting, der har fået lov at blive, er enten pakket pænt i flyttekasser eller samlet på hylder og lignende.
Der trænger stadigvæk til at blive gjort grundigt rent.
På soveværelset står Ernesto Soertellmes seng. Den er lavet af træ, med fire massive stolper i hvert hjørne. På sengen ligger madrassen. Der er store huller i den. Oven på madrassen ligger der en pose med et dynesæt. Det ser helt nyt ud.
For myndighederne er sagen afsluttet. Rotterne er væk. Skraldet er væk. Naboerne kan ånde lettet op, indtil skraldebunkerne igen begynder at vokse frem.
Regningen til Ernesto Soertellme, som kommunen ifølge loven er forpligtet til at opkræve, lyder på 181.500 kroner. Kommunen har taget pant i huset, og hvis ikke Ernesto Soertellme betaler, kan huset sættes på tvangsauktion.
Guitaren er væk
Ernesto Soertellme går rundt i huset. Han virker oprørt over, hvad der møder ham.
Han kan ikke finde rundt i sit eget hus. Han vil gerne finde en guitar, men han ved ikke, hvor den er henne.
Han føler, at han har mistet overblikket over, hvad han ejer. Han føler sig sat ud af billedet. Han føler, at nogen har taget røven på ham.
Men Ernesto Soertellme har ikke tænkt sig at give op.
- I princippet kan jeg jo bare fortsætte. Jeg kan banke et skilt i jorden derude, hvor der står: Fortsættes. De kan ikke gøre en skid. Og den der regning, den betaler jeg ikke.
- De skal ikke få mig ned med nakken økonomisk. Det er mit hus, og jeg har betalt det hele.
Se 'Rebellen på villavejen' på PLAY nu eller på TV 2 torsdag kl. 20.00.