Onsdag kan blive den varmeste dag i Danmark nogensinde
Mulighed for ny dansk varmerekord – stor spænding om onsdagens vejr.
Efter en brandvarm tirsdag venter en endnu varmere onsdag, hvor flere danske vejrrekorder står for skud. I hvert fald ifølge nogle af vejrmodellerne.
Overordnet set er det sikkert, at onsdag bliver ekstremt varm, og det kan ende med en ny rekord for varmeste dag, siden de systematiske målinger begyndte for 148 år siden.
Læs også
Vejrudsigter er sammensat af flere forskellige vejrmodeller, der er avancerede computersimulationer af vejrets udvikling, og nogle af de vejrmodeller peger på et 'worst case'-scenarie med op til 35-36 grader onsdag.
I så fald er vi meget tæt på en ny varmerekord for Danmark, da den nuværende rekord er 36,4 grader målt 10. august 1975 i Holstebro.
Selvom vi ikke skulle nå helt derop, er der en række milepæle på vejen
35 grader - plus/minus
I TV 2 Vejrets femdøgnsprognose lyder bedste bud for onsdagstemperaturen på 35 grader, men modellerne er som nævnt ikke enige, og der er plads til udsving i begge retninger.
Læs også
Derfor er der også særlig spænding om onsdagens højeste temperatur.
Hvis vi bare rammer de 35 grader, vil det være den varmeste julidag målt i 74 år og den varmeste sommerdag i 30 år.
Afgørende decimaler
Kun to gange før har vi ramt præcis 35,0 grader som højeste dagstemperatur i Danmark.
Derudover er der mulighed for en række lokale rekorder og landsdelsrekorder, og dermed grund til at følge decimalerne på de enkelte officielle målestationer meget nøje.
Varmen kommer som en del af den hedebølge, der længe har præget vejret i det øvrige Europa, og den ekstreme varme ligger lige syd for grænsen med mulighed for 37-38 grader onsdag i Tyskland.
Der skal med andre ord ikke ske en ret stor forskydning mod nord, før vi kommer over de 36,4 grader, der skal til for at sætte en ny varmerekord for Danmark.
Læs også
Da varmen kommer fra syd, vil det formentlig også være i Sønderjylland, vi i så fald vil se en ny Danmarksrekord for varmeste sommerdag, hvis temperaturen følger de varmeste af vejrmodellerne.