Østjysk stjerne bliver X-Factor-dommer

Simon Kvamm slutter sig til Thomas Blachman og Kwamie Liv ved dommerbordet, når den nye sæson går i gang.

Musiker, komiker, skuespiller og manuskriptforfatter Simon Kvamm bliver ny dommer i 'X Factor'.

Han overtager pladsen fra dj Martin Jensen, der har været med i de seneste to sæsoner, og som kom på andenpladsen sidste sæson med artisten Kári.

Dommertrioen kommer foruden Simon Kvamm til at bestå af Thomas Blachman, der har været med 14 gange tidligere, og Kwamie Liv, der har sin anden sæson som dommer.

Simon Kvamm til 'X Factor'-finale i 2021.
Simon Kvamm til 'X Factor'-finale i 2021. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Simon Kvamm slog for alvor igennem som musiker i 2004, hvor bandet Nephew, som han var forsanger i, udgav pladen 'USADSB'. Og samme år lagde han dansk satire ned med 'Drengene fra Angora'.

Pludselig var Simon Kvamm på alles læber, og sådan har det egentlig været siden.

Som frontfigur i Nephew har han turneret landet rundt og udgivet otte plader, indtil bandet i 2019 opløste sig selv.

Sideløbende har han både udgivet solomusik, dannet bandet 'De eneste to' med musiker Peter Sommer og lavet 'Drengene fra Angora'. I 2017 lavede han bandet Hugorm og senere skrev og instruerede han satireserien DR-serien 'Guru', som han også selv spillede hovedrollen i.

Drengene fra Angora slog igennem i 2004.
Drengene fra Angora slog igennem i 2004. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Og nu skal den 47-årige Danmarksstjerne altså være ny dommer i 'X Factor'.

Det glæder han sig meget til.

- Efter mange år i musik føler jeg mig klar til give andre råd og vejledning med på vejen, siger han.

X Factor er ikke fremmed for ham

Selv om Simon Kvamm er ny i dommerrollen, er 'X Factor' ikke fremmed for ham.

Rockbandet Nephew med Simon Kvamm i spidsen.
Rockbandet Nephew med Simon Kvamm i spidsen. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Han har nemlig selv stået på 'X Factor'-scenen, hvor han til finalen i 2021 optrådte med bandet Hugorm. Og allerede dengang engagerede han sig i dommerrollen.

I hvert fald sendte han en stikpille til daværende dommer Martin Jensen, der flere gange i sæsonen havde kritiseret unge kvinder med ukulele.

- Hvad kan du selv, Martin?, skrev Simon Kvamm efterfølgende i opslag på Instagram.

- Jeg fatter ikke, hvorfor piger, der har øvet sig på et instrument, skal latterliggøres?! Og hvorfor kører TV 2 med på den?, skrev han.

Om en ukulele vil øge ens chancer for at få ham som dommer, må tiden vise, men han siger, at han glæder sig til at arbejde med mennesker, der vil og kan andet og mere end at synge rent.

- Og så kribler det bare i min indre cirkushest efter at blive sluppet løs i Danmarks største familieunderholdningsarena, siger Simon Kvamm.