Østjysk restaurant under mistanke for at udnytte kinesiske kokke

Aktindsigter viser, at der er mistanke om menneskehandel til tvangsarbejde for kokke på kinesiske spisesteder blandt andet i Grenaa.

I 2010 arbejdede 22 kinesere i hoteller og restauranter herhjemme. Sidste år var antallet steget til 582. Foto: Coloubox

I samarbejde med tv2.dk

Der tegner sig et billede af decideret menneskehandel blandt dele af det kinesiske restaurationsmiljø i Danmark.

Det skriver Fagbladet 3F.

Hundredvis af kinesiske kokke kommer til Danmark gennem den såkaldte beløbsordning.

Ordningen går ud på, at borgere uden for EU kun kan få arbejde i Danmark, hvis deres arbejdsgiver vil give dem over 35.582 kroner i månedsløn.

Men på sushirestauranter og kinesiske spisesteder over hele landet bliver ordningen tilsyneladende misbrugt til at ansætte kinesiske kokke. Fagbladet 3F skriver, at kokkene typisk arbejder over 12 timer om dagen med én eller to månedlige fridage til 7000-9000 kroner om måneden efter skat.

Det svarer til en timeløn på 20-25 kroner.

Læs også Ny klimalov kan bane vejen for kæmpe sø på Djursland

- Menneskehandel til tvangsarbejde

Billedet bliver bekræftet af en række aktindsigter hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri), der har undersøgt forholdene for kinesiske kokke i Danmark.

Vi kan se, at der tegner sig et billede på dette område af ulovlig aktivitet i flere kinesiske restauranter rundt omkring i landet.

Rigspolitiet

Her fremgår det, at Siri mistænker, at der foregår "systematisk snyd med opholdstilladelser på beløbsordningen af kinesiske statsborgere i restaurationsbranchen samt deres medfølgende familiemedlemmer". Der kan være tale om "menneskehandel til tvangsarbejde", lyder det videre.

Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), som tager sig af landsdækkende organiseret kriminalitet, bekræfter tendensen.

- Vi kan se, at der tegner sig et billede på dette område af ulovlig aktivitet i flere kinesiske restauranter rundt omkring i landet, skriver Rigspolitiet til Fagbladet 3F.

Læs også Designer anklager Jysk for kopiering: - Jeg føler mig udnyttet

Fra 22 i 2010 til 582 i 2018

I de seneste år er antallet af kinesiske kokke på beløbsordningen nærmest eksploderet. I 2010 arbejdede 22 kinesere i hoteller og restauranter herhjemme. Sidste år var antallet steget til 582.

Ifølge fagbladet er restauranter i Ringsted, Køge, Varde, Grindsted, Hillerød, Helsingør, Grenaa, Holstebro og Slagelse blevet politianmeldt i 2018 og 2019 for at udnytte kinesiske kokke på beløbsordningen i deres sushi- eller Kina-restauranter.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) hører det ingen steder hjemme, at kinesiske kokke bliver udnyttet i Danmark.

Det her er udnyttelse af mennesker. Jeg synes, det er noget forbandet svineri, og det ligner mest af alt organiseret kriminalitet. Det er på alle tænkelige måder noget, der gør mig vred og rasende.

Mattias Tesfaye, Udlændinge- og Integrationsminister, Socialdemokratiet

- Det her er udnyttelse af mennesker. Jeg synes, det er noget forbandet svineri, og det ligner mest af alt organiseret kriminalitet. Det er på alle tænkelige måder noget, der gør mig vred og rasende, siger han til fagbladet.

Han vil nu bede om en redegørelse fra Siri.

Læs også Længe ventet bro indviet: Forener by over jernbanespor

Hvorfor er Folketinget ikke blevet orienteret?

Ministeren skal dog også selv give en redegørelse - det sker efter han sammen med sin kollega - beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) - er blevet kaldt i samråd af SF om sagen.

- Politiet skal have effektive redskaber til at knalde bagmændene, som griner os lige op i ansigtet, mens underbetalte køkkenarbejdere udnyttes under groteske arbejdsvilkår, oplyser partiets beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, i en pressemeddelelse.

Han undrer sig samtidig over, hvorfor Folketinget ikke er blevet informeret om ”den drastiske udvikling i antallet af ansøgere.”

- Foregår samme trafik indenfor andre brancher, spørger han.