Nyt regnvejr rammer Danmark onsdag

Det meste regn vil falde i aftentimerne.

Regntøjet skal frem igen i dag. Et nyt regnvejr har nemlig sat kursen mod Danmark.

Regnen kommer i forbindelse med et lavtryk, der tager turen op over den sydlige del af landet. Dermed bliver det et ganske udbredt regnvejr til det meste af landet.

Men først i aften.

For inden regnen kommer, ser vi ind i en dag, som både har perioder med tørvejr, men også perioder med byger. Temperaturen stiger i løbet af dagen op til 17 graders varme.

Tørvejr fra morgenstunden

Er man til tørvejr, er onsdag morgen en af de gode perioder i dag.

I hele landet står man således op til en morgenstund helt uden regn, men dog med en del skyer de fleste steder.

Prognose onsdag formiddag. Byger længst mod vest, ellers mest tørt.
Prognose onsdag formiddag. Byger længst mod vest, ellers mest tørt. Foto: TV2 Vejret

Først op ad formiddagen forventes de første regnbyger at blive dannet, hvilket hovedsageligt bliver i Jylland. Bygerne kan, især i Vendsyssel, blive ganske intense.

De øvrige landsdele har i formiddagstimerne fortsat overvejende tørvejr.

Her rammer bygerne i eftermiddag

Når formiddagsbygerne er ved at klinge af, dukker der en ny omgang frem til i eftermiddag.

Denne gang er det primært de sydlige egne af landet, der kan forvente eftermiddagsbyger, mens den nordlige del af landet kan se frem til tørvejr.

Når det bliver varmest, bliver det med mellem 12 og 17 grader på termometret. Lunest bliver det øst for Storebælt.

Vinden er tiltagende i dagens løb til en frisk til hård vind fra sydlig retning.

Prognose onsdag eftermiddag. Byger over de sydlige landsdele. Mest tørt i resten af landet.
Prognose onsdag eftermiddag. Byger over de sydlige landsdele. Mest tørt i resten af landet. Foto: TV2 Vejret

Silende regn i aften

Sidst på eftermiddagen går regnvejret i land.

I aftentimerne vil det brede sig til stort set hele landet. Det er måske kun Bornholm, der reelt set går fri, ellers bliver det med silende regn over hele linjen.

Prognose onsdag aften. Udbredt regn.
Prognose onsdag aften. Udbredt regn. Foto: TV2 Vejret

Når nedbørsmængderne gøres op, kan der i løbet af hele onsdagen komme mellem 5 og 10 millimeter regn.

Vådest bliver det i det vestlige og sydlige Jylland.

Akkumuleret nedbør onsdag klokken 23. Op til 10 millimeter regn.
Akkumuleret nedbør onsdag klokken 23. Op til 10 millimeter regn. Foto: TV2 Vejret