Ny prognose: Udsigt til koldeste vinter i Danmark i årevis
Den koldeste vinter i fem år kan være i vente. Det viser de nyeste prognoser fra DMI
Hvis man drømmer om kulde og sne til vinter, så er der godt nyt at hente i den nyeste vinterprognose fra DMI.
Handsker, huer og kælk kan således med fordel findes frem, hvis man skal tro de nyeste bud på den kommende vinters vejr.
Flere meteorologiske institutter peger nemlig på, at vi i Danmark står overfor den koldeste vinter i fem år.
Vintervejret kan komme i december
Allerede i kalendervinterens første måned kan vintervejret begynde at vise sig. Det kan ske i forbindelse med kuldefrembrud fra øst, hvor temperaturerne kan falde til nær frysepunktet, således at eventuel nedbør vil falde som sne flere steder.
Endnu større sandsynlighed for vintervejr er der i januar og februar, hvor sandsynligheden for temperaturer under normalen for vintermånederne betegnes som værende 'høj'.
Læs også
Det betyder, at vi kan se frem mod længere kuldeperioder og nedbør, der mestendels vil falde som sne. Det til trods, så forventes det, at den samlede mængde nedbør henover vinteren bliver mindre end normalt. Det er dog ganske normalt, i og med at kold luft kan indeholde en mindre mængde vanddamp end varmere luft.
'Normal' vinter vil føles kold
Samlet ses forventes vinteren 2017-18 at ende med en middeltemperatur på cirka 0 grader. Det er en halv grad lavere end gennemsnittet for vintrene i Danmark i perioden 1961-90 - som er den periode, der defineres som 'klimanormalen'.
Kigger vi derimod på de seneste 10 års vintre, så vil den kommende vinter blive betydeligt koldere, end hvad vi har vænnet os til. I perioden 2006-2015 har gennemsnitstemperaturen for de tre vintermåneder været på 1,7 graders varme, og det vil betyde, at vinteren, vi står overfor, kan blive hele to grader koldere end det.
Hvis den nuværende vinterprognose står til troende, så venter der os en vinter, der temperaturmæssigt vil minde om vinteren 2012-13, som netop endte med en gennemsnitstemperatur på nul grader. Generelt var vinteren for fem år siden præget af en længere periode med vinterkulde og fravær af vestenvind.
Læs også
Den koldeste vinter, vi har haft i Danmark de sidste 20 år, var vinteren 2009-10, som endte med en middeltemperatur på -1,5 grader, mens vi tre år tidligere under vinteren 2006-07 oplevede alle tiders varme vinter med en ekstrem middeltemperatur på 4,7 graders varme.
Naturen peger på kold vinter
Selvom de store computermodeller generelt viser en klar tendens til, at vi får en vinter, der bliver varmere end normalt, så viser naturen tegn på det fuldstændig modsatte.
DMI holder især øje med vindene i stor højde. Normalt blæser de fra vest mod øst - men i øjeblikket blæser vindene i 25 kilometers højde fra øst mod vest. Det øger sandsynligheden for perioder med kulde ved overfladen.
Desuden er mængden af havis nær Nordpolen væsentligt mindre end normalt - og selvom det måske lyder kontraintuitivt, så kan det være med til at øge sandsynligheden for koldt vejr på vores breddegrader.
Endnu et tegn på, at en kold vinter kan være nært forestående, kan ses på udbredelsen af snedækket over Sibirien. I øjeblikket er en stor del af Sibirien dækket af sne, og den kulde, som sneen medfører, kan være med til at give højtryksdannelse over området.
Læs også
Hvis dét sker, så er sandsynligheden for østlige vinde over Skandinavien forøgede, og det kan give os en kold og lang vinter.
Med andre ord, så kan vi meget vel stå overfor den koldeste vinter i fem år - og måske med større chance for hvid jul end normalt.