Ny EU-dom kan gøre din yoga, spinning eller fitness markant dyrere

- Danmark er forpligtet til at indrette sin praksis, så den er i overensstemmelse med de fælles EU-momsregler, udtaler skatteminister Jeppe Bruus (S).

En dom i Tyskland kan nu betyde, at danskerne skal betale mere for deres fitnessabonnement.

EU-domstolen har fortolket en regel ved en tysk domstol, og det får nu de danske skattemyndigheder til at se på, hvorvidt vi i Danmark fortolker reglerne rigtigt.

EU's fortolkning af reglerne i Tyskland fastslår, at momsfritagelse ikke gælder private undervisningsudbydere i tre konkrete sager. Det har har fået Skattestyrelsen til at se på reglerne for momsfritagelse ved undervisning udbudt af private over en bred kam i Danmark. Herunder blandt andet holdundervisning og personlig træning i fitnesscentrene.

quote Det er et skridt i en meget forkert retning

Morten Brustad, branchedirektør i Dansk Fitness og Helse Organisation

Det er SMV Danmark, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder i Danmark, langtfra tilfreds med.

- Det bliver rigtig dyrt for samfundet, siger Kasper Munk Rasmussen, der er chefkonsulent i SMV Danmark.

Derfor har en tysk dom indflydelse på danske momsregler

Fitness kan blive 25 procent dyrere

Grunden til, at en dom i Tyskland overhovedet kan få konsekvenser for, hvad danskere skal betale for deres fitnessabonnement, er, at EU-domstolens fortolkning, gælder for alle medlemslande.

I sagerne i Tyskland har EU altså fortolket momsreglerne sådan, at blandt andet en køreskole ikke er fritaget for moms, og derfor har Skattestyrelsen i Danmark igangsat høring om, hvorvidt der skal moms på aftenskoler, fitnesscentre med holdundervisning og generelt private udbydere af undervisning.

Hvis der lægges moms på danskernes abonnementer på eksempelvis fitnesscentrene, kan det i fremtiden blive dyrere at holde sig i form. Og det har en direkte konsekvens for centrene.

- Det er klart, at hvis du lige pludselig skal til at betale 25 procent mere for at gå til dans eller personlig træning eller fitness, så er der færre, der vil benytte sig af det, siger Kasper Munk Rasmussen.

Et abonnement til fitnesskæden Sats med adgang til alle centre i Norden koster i dag 509 kroner. Det vil efter en stigning på 25 pricent koste 636,25 kroner, hvis fitnesscentre med holdtræning ikke længere momsfritages.

Kan ramme 800.000 danskere

Det kan ifølge Kasper Munk Rasmussen få store konsekvenser for samfundet, hvis færre går i fitnesscenter og holder sig i form.

- Det bliver rigtig dyrt for samfundet, hvis vi får flere med kroniske sygdomme, og det er jo ikke noget, som hverken politikerne eller andre ønsker, siger han.

Det samme mener Morten Brustad. Han er branchedirektør i Dansk Fitness og Helse Organisation.

Ifølge ham træner omkring 800.000 danskere hos private udbydere af fitness, yoga og lignende.

- Det er ret omfangsrigt, hvor meget det her kommer til at ramme danskerne på deres idrætsdeltagelse, fortæller Morten Brustad.

- Et skridt i en meget forkert retning

Kasper Munk Rasmussen ser gerne, at skatteminister Jeppe Bruus (S) enten sender forslaget tilbage for at få en ny juridisk vurdering, eller at forslaget fremsættes i Folketinget til forhandlinger om løsninger.

- Det handler bare om, at der er politisk vilje til det, fortæller Kasper Munk Rasmussen.

Ifølge Morten Brustad er det et bevidst politisk valg, at man har haft momsfritagelse på undervisning og legemsøvelse, som fysisk udfoldelse kaldes i lovgivningen. Derfor er det også politisk handling, der nu skal til, mener han.

- Det er et skridt i en meget forkert retning at lægge en afgift på en ydelse, der altid har været momsfritaget, fortæller Morten Brustad.

Han mener, at politikerne skal se på muligheden for at differentiere momsen, hvis det skulle vise sig, at de danske regler om frigørelse for moms strider imod de gældende EU-regler.

Baggrunden for at en tysk dom kan ændre reglerne i Danmark

Det er normal praksis, at styrelserne holder øje med de fortolkninger, som EU-domstolen laver, og tager dem op til overvejelse.

De nuværende regler for momsfritagelse

I et skriftligt svar til TV 2 udtaler skatteminister Jeppe Bruus, at EU-domstolen har afsagt domme i tre sager om momsfritagelse, hvorfor "Danmark er forpligtet til at indrette sin praksis, så den er i overensstemmelse med de fælles EU-momsregler."

Han uddyber, at Skattestyrelsen nu skal vurdere "om høringen giver anledning til justeringer, inden ændringen bliver endelig og træder i kraft."

- Jeg skal i øvrigt ikke lægge skjul på, at ændringen ikke udspringer af et politisk ønske om at lægge moms på holdundervisning til fitness - men en forpligtelse til at følge EU-Domstolens domme, udtaler Jeppe Bruus i det skriftlige svar til TV 2.