Nu kommer sommervejret: Søndag bliver årets hidtil varmeste
Varm og ustabil luft vil søndag strømme op over Danmark fra syd og sydvest, og det kan give os årets første skybrud.
Varmt vejr har været en sand mangelvare i maj indtil nu, men det bliver der med ét lavet om på, når sommervarm luft blæser op over Danmark fra syd og sydvest søndag.
Den varme luft indeholder dog masser af fugt, og da luften samtidigt er ustabil, kan der dannes kraftige byger i løbet af søndag eftermiddag og aften.
Først regn, så sol – og så mulighed for kraftige byger
Varmen, som vi får glæde af søndag, blæser op over os fra syd på bagsiden af en varmfront, der skal passere Danmark natten til søndag.
Allerede lørdag aften kan det begynde at regne i den sydvestlige del af Jylland, og herfra breder regnen sig videre mod nord og øst.
Størstedelen af regnvejret passerer os i nattetimerne, og søndag morgen vil det kun regne over den nordlige del af Jylland og måske også Nordsjælland.
En opklaring med gode solchancer breder sig dog hurtigt til hele landet fra sydvest, og det er en helt anden luftmasse, der blæser op over os.
Allerede fra sidst på formiddagen kan temperaturen nærme sig 20 grader, og ud på eftermiddagen vil termometrene i dele af Danmark vise 22 eller måske endda 23 grader i Sønderjylland.
Det vil gøre søndag til årets hidtil varmeste dag, som indtil nu fortsat er 31. marts, hvor der blev målt 20,1 grader i Store Jyndevad ved den dansk-tyske grænse.
I eftermiddagstimerne kan der dog dannes kraftige regn- og tordenbyger i den ustabile varmluft, og nogle af de byger kan være med skybrud. Risikoen er størst over den sydvestlige del af Danmark, men man kan også blive ramt af regn- og tordenbyger i en større del af landet.
Med skybrud menes der en nedbørmængde på over 15 millimeter regn på en halv time, hvilket kan resultere i oversvømmelser og akvaplaning.
Det er typisk i maj, at de første skybrud rammer Danmark, men der kan være stor årlig variation.
Sidste år blev det første skybrud registreret 2. maj i Nordsjælland.
Kraftig regn og skybrud - definitioner
- Kraftig regn er, når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
- Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
- Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.
Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.