Nu hæves restriktionerne, men én tommelfingerregel bør bestå, mener professor
Selvom coronarestriktionerne bortfalder tirsdag, siger en del danskere, at de fortsat vil bruge mundbind og holde afstand.
Mandag er sidste dag med coronarestriktioner i Danmark. Til glæde for de fleste, men genåbningen og udsigten til en hverdag uden restriktioner skaber også utryghed blandt en del af befolkningen.
Og selvom restriktionerne forsvinder, så betyder det ikke, at coronavirus med ét er fortid. Sådan lyder det fra ledende overlæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard.
Læs også
- Fra i morgen er corona formelt ikke længere en almen farlig sygdom. Men der kan stadig være udfordringer ved, at mange er smittet på samme tid, siger han.
Knap hver tredje vil stadig bruge mundbind
Faktisk siger en del danskere, at de fortsat vil bruge mundbind og flere andre af de tiltag, der blev indført under pandemien, men som nu bliver afskaffet fra officielt hold.
Det viser en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken.
Således erklærer 30 procent af de adspurgte danskere sig enige eller overvejende enige i, at de fortsat vil bruge mundbind efter 1. februar, mens 55 procent har det modsatte standpunkt.
Der er da heller ingen grund til at kaste afstand, mundbind og håndsprit over bord, mener Lars Østergaard, som kommer med en tommelfingerregel:
Afstand virker bedst, dernæst kommer mundbind og til sidst sprit.
- Det er tre relativt simple måder, hvorpå vi alle kan bidrage til at få reddet stormen af de næste tre-fire uger. For vi har nok ikke set toppen af smitten endnu, siger han.
42 procent vil fortsat bære mundbind i offentlig transport
I Megafon-målingen er danskerne også blevet spurgt ind til, hvor de fortsat vil bruge mundbind, og her svarer 42 procent, at de fortsat vil bruge dem i offentlig transport, mens 24 procent vil bære mundbind i detailhandlen.
11 procent svarer, at de fortsat vil bruge mundbind på restauranter og beværtninger, mens ti procent vil bære mundbind på arbejdspladsen. Kun to procent vil bære mundbind ved private arrangementer.
Nu er det op til den enkelte at opveje, hvor meget ulempe man skal påføre sig i forhold til effekten, mener Lars Østergaard.
For der er forskel på, om man stikker forbi supermarkedet og køber to liter mælk, eller om man er buschauffør og skal køre i otte timer.
Læs også
I det første tilfælde bør det, ifølge overlægen, ikke være en stor gene at tage mundbind på i de få minutter, man køber ind. Men for buschaufføren kan mundbindet være til stor gene i otte timer.
Når det kommer til fortsat at holde afstand, så erklærer 80 procent af de adspurgte danskere sig "helt enig eller overvejende enig", mens kun ni procent er uenige.
Desuden svarer 55 procent, at de fortsat vil undgå steder med mange mennesker, hvor det ikke er muligt at holde afstand til andre. 30 procent er overvejende uenig eller helt uenig.
91 procent vil isolere sig ved smitte
På spørgsmålet om, hvorvidt man vil følge anbefalingerne om at lade sig isolere, hvis de bliver smittet med covid-19 efter 1. februar, erklærer 91 procent sig enig eller overvejende enig, mens fire procent er uenige.
Og mens en række virksomheder glæder sig til at kunne åbne igen og slippe for restriktioner, er danskerne delte i forhold til, hvorvidt deres arbejdsplads bør indføre coronarestriktioner efter på tirsdag.
Læs også
Her er 29 procent helt enige eller overvejende enige, mens 30 procent er overvejende uenige eller helt uenige.
Desuden oplyser 28 procent af de adspurgte danskere i Megafon-målingen, at de ikke føler sig trygge ved, at coronarestriktionerne nu bortfalder.
Én ting er anderledes i forhold til sidste sommer
Lars Østergaard vurderer, at det er helt fint, at mundbind og afstand nu går over til frivillig basis.
- Så kan man jo ikke klantre nogen for noget. Men jeg kunne godt finde på fortsat at bruge mundbind, siger han.
Til forskel fra sidste sommer, hvor mange af restriktionerne også blev ophævet, og mange danskere hurtigt kastede mundbind og håndsprit over skulderen, så er én afgørende faktor anderledes denne gang, mener Lars Østergaard.
- Sidste sommer kendte mange danskere stort set ingen, der var smittet. I dag har langt de fleste oplevet coronavirus tæt på. Hvis man er rask, har man skullet arbejde lidt hurtigere, mens kollegaerne er blevet syge, og situationen kan være med til at gøre en forskel, så vi gør en ekstra indsats for at passe på hinanden, siger han.
Professor: Vi vil ikke te os, som var det 2019
Michael Bang Petersen, der er professor på Aarhus Universitet og leder af HOPE-projektet, som afdækker danskernes adfærd under corona, har ingen forventninger til, at vi alle straks strømmer hæmningsløst ud i det genåbnede samfund og "ter os, som var det 2019".
- Folk går forsigtigt til værks. Mange unge går på natklub, men de lidt ældre vil holde sig for sig selv og i bund og grund tage det ansvar på sig, som det er, at undgå at blive smittet, vurderer han.
Læs også
Allerede fra mandag aften kan restauranter, barer og natklubber holde åbent til efter klokken 23. Tirsdag genåbnes blandt andet legelande, badelande og selskabslokaler. Desuden vil der ikke længere være krav om mundbind i butikker eller offentlig transport.
Og vi skal have lov til at glæde os over genåbningen, lyder det fra Lars Østergaard, som ved, hvad han selv ser mest frem til.
- Nu går vi mod lysere tider, og jeg glæder mig til at se folk smile uden mundbind, siger han.