Middeltemperaturen for november endte på 7,7 grader, hvilket er den næstvarmeste nogensinde registreret.
Målingerne begyndte i 1874, og kun i 2006 har man haft en højere middeltemperatur i årets sidste efterårsmåned. Det var i 2006, hvor middeltemperaturen endte på 8,1 grader.
26. november lå den foreløbige middeltemperatur en halv grad højere end rekorden, men månedens sidste fire dage fik gennemsnittet til at falde med 0,9 grader. De 7,7 grader giver en delt andenplads sammen med november 1938, mens 1953, 2014 og 2015 må henvises til en delt fjerdeplads med 7,5 grader.
Det var især i begyndelsen af måneden, man havde meget varme, og 2. november målte man 17,7 grader ved Abed på Lolland. Det er den næsthøjeste temperatur målt i november siden 1874.
Det er meget naturligt, at månedens sidste dage er koldere end de første. Dagslængden i november falder med en time og tre kvarter og er ved indgangen til december kun på syv en halv time.