Nattelivet skal have en klar plan for genåbning, siger Dansk Erhverv og flere partier

Venstre kalder det en socialdemokratisk beslutning, at nattelivet endnu ikke har fået en genåbningsplan.

Siden begyndelsen af 2020 har nattelivet i Danmark kun overlevet ved hjælp af kunstigt åndedræt, og der er endnu ikke fastlagt en dato for, hvornår natklubber og diskoteker kan åbne igen.

Men nu skal nattelivet have en genåbningsplan baseret på, hvornår man regner med, at nok er blevet vaccineret. Det mener Dansk Erhverv, som bakkes op af både Det Konservative Folkeparti og Venstre.

- Vi ved godt, at corona er farligt, så vi siger ikke helt blåøjet, at man skal åbne. Men vi mener, at man burde kunne sige, at vi åbner, når så og så mange er vaccineret, lyder det fra Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

I den nye genåbningsplan kan resten af restaurationsbranchen se frem til snart at lukke op for gæster igen, men nattelivet er fortsat afhængige af økonomisk førstehjælp uden ende i sigte.

Samtidig indgår natklubber, diskoteker og dansebarer slet ikke i genåbningsplanen, og det eneste, der lige nu er sikkert, er, at de står bagerst i køen. Som en del af rammeaftalen for genåbningen blev det besluttet, at når alle over 50 år er vaccineret, vil det være muligt at se på en genåbning af nattelivet.

Det kan ende i en økonomisk katastrofe, hvis ikke der bliver lagt nogle klare rammer, som man kan planlægge efter, siger Lars Ramme Nielsen.

- Det her er ganske almindelige mennesker, selvstændige med et livsværk, der ud over at miste hele deres personlige formue også risikerer at gå konkurs. Det er jo en tragedie, mener han.

Uden plan kan genåbning blive besværlig

Det er en kendsgerning selv for de erhvervsdrivende i nattelivet, at man selvfølgelig ikke bare kan slå dørene op i morgen og drive klubberne, som om intet var hændt.

Det siger Martin Tinghøj, daglig leder af Zwei Grosse Bier Bar i Viborg, til TV MIDTVEST, som derfor efterlyser, at man samarbejder om at finde en løsning på, hvordan klubberne på forsvarlig vis igen kan servere fadøl.

- Vores bøn er, at vi bliver hørt, og at vi bliver taget lidt med på råd. Vi kan godt forstå, at der er stor smitterisiko i nattelivet, men måske kunne vi ved fælles hjælp finde en eller anden mulighed for at åbne, siger han.

Dansk Erhverv efterlyser, at der bliver klarlagt nogle retningslinjer for, hvornår hele nattelivet igen kan åbne.

- I virkeligheden så efterlyser vi bare, at der kommer en plan om, hvad forudsætningerne er for, at nattelivet kan åbne, siger Lars Ramme Nielsen.

Hvorfor vil det hjælpe nattelivet at få en plan for genåbning?

- Virksomheder har det jo bedst med forudsigelighed. Så kan man planlægge bemanding og genansættelser. Uden en plan kan der gå længere tid, før denne del af økonomien kan komme i gang.

Venstre kalder det en politisk beslutning

Der er også støtte på Christiansborg til forslaget om, at nattelivet burde få nogle klare rammer for genåbning.

Konservatives sundhedsordfører Per Larsen siger, at han ikke kan se, at der er noget i vejen for Dansk Erhvervs forslag om en genåbning baseret på antallet af vaccinerede.

- Man kunne godt komme med en foreløbig melding på det. Moduleringsgruppen kan jo sagtens regne på det. Der vil selvfølgelig være en usikkerhed forbundet med det, men det er der hele tiden, siger han.


Samme melding kommer sundhedsordfører Martin Geertsen (V) med, der også siger, man skal lave beregninger på nattelivet.

Han mener desuden, at når regeringen ikke allerede har fået udregnet, hvordan man kan lave en sikker genåbning af nattelivet, er det en politisk beslutning om at holde klubberne lukkede.

- Regeringen bruger beregninger som politisk styreinstrument, fordi de siger, der er ting, de ikke vil regne på, og derfor åbner det ikke. Jeg synes, vi skal regne på mest muligt og så tage stilling til, hvad der kan åbne, siger Martin Geertsen.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff. Det har ikke været muligt.

Sundhedsministeriet ønsker ikke at give en kommentar til TV 2. Ministeriet henviser til den allerede eksisterende rammeaftale for genåbning, hvor partierne har taget stilling til en proces for genåbning af nattelivet.

Breaking
20210330-141423-L-1920x1342we

Regeringen er klar til at genåbne mere

HUSK PSYLLIUM-FRØSKALLER

Tilbagekalder naturlægemiddel: Tre er døde

def_thumb,50_percent

play På en villavej levede en mand i et affaldsbjerg, indtil naboerne gjorde et ubehageligt fund

AstraZeneca Vaccine

liveblog Regeringen er åben for igen at tilbyde AstraZeneca

Østjyllands Brandvæsen havde den kraftige brand under kontrol efter 20 minutter

Kraftig lejlighedsbrand i Gellerup: Én person er kørt på sygehuset

Spærring af Silkeborgvej

Tilfældig bil ramt af skud: Mørkklædte scooter-kørere efterlyses

Dagens mest læste