Mona Mejlby føler, hun skal forsvare sin Arne-pension efter et liv på kontor
To organisationer udtrykker bekymring for, at mange danskere kan forlade arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor der er brug for arbejdskraft.
Mona Mejlby fra Silkeborg er en af de første 3700 danskere, der er er gået på pension.
Den såkaldte Arne-pension, som man har kunnet søge om siden 1. august.
- Jeg har ondt forskellige steder i min krop og kan nu sove lidt længere om morgenen, gå gode ture, som også er godt for mine smerter, og jeg er gået ned i medicinforbrug, siger Mona Mejlby, der har været på arbejdsmarkedet siden 1972.
Læs også
Mona Mejlby har ondt i nakken, lænden og ryggen og har slidgigt i hænderne. Nakke- og rygsmerterne mener hun, skyldes, at hun i så mange år arbejdede i dårlige arbejdsstillinger.
Gigten, siger hun, er kommet af at have skrevet på ”store, tunge skrivemaskiner”, før computeren blev en del af alle kontorer.
- For mig kommer den tidlige pension til at betyde større livskvalitet, fordi jeg kan passe på mig selv og gå ud og være sammen med børn og børnebørn og være ude i haven.
Personer, der har været på arbejdsmarkedet mellem 42 og 44 år, har ret til at få mellem et og tre års tidligere pension - afhængig af hvor længe de har arbejdet.
Mona Mejlby kan tage et år med Arne-pension, før hun når folkepensionsalderen næste år.
Ked af at skulle forsvare sig
I 1972 startede Mona Mejlby som klinikassistent. Siden har hun arbejdet på kontor i forskellige sammenhænge – i meget af tiden uden fokus på fysisk arbejdsmiljø.
- I dag har vi gode hjælpemidler på arbejdspladserne med gode stole og hæve-sænke-borde. Det havde man ikke før i tiden. Bordet og stolen stod, hvor de stod, siger hun.
Efter tildelingen af tidlig pension har hun mødt kritik fra folk, der mener, at man da ikke bør være berettiget til tidlig pension for nedslidte, hvis man ”bare har arbejdet på kontor".
Læs også
Mona Mejlby synes, det er ærgerligt, at hun på den måde skal forsvare sig.
- Det er en ret og lovligt og anerkendt af store dele af befolkningen. Man kan også være nedslidt i små dele af kroppen eller rent psykisk, hvis der er dårligt arbejdsmiljø. Det har jeg også været ude for, siger Mona Mejlby og fortsætter:
- Efterlønnen er stort set afskaffet, og pensionsalderen er sat op, og mange har glemt, at ikke alle har taget en lang uddannelse og dermed først kommet på arbejdsmarkedet sidst i tyverne eller starten af trediverne. Vi er mange, der er født i 1950’erne, som faktisk arbejdede lige efter skolen.
Som modtager af tidlig pension må man gerne arbejde få timer hver måned.
Mona Mejlby fortæller også, at hun har været i dialog med et museum om, om hun kan tage nogle timer. Så kan hun få kollegaer og komme lidt ud – uden at det er hårdt for hende.
Dårlig timing
I alt har 10.888 danskere fået tildelt retten til at gå på tidlig pension i løbet af 2022, viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.
Dansk Erhverv og Dansk Industri har begge udtrykt bekymring over Arne-pensionen. Timingen kunne næsten ikke være værre, mener de.
Læs også
- Ordningen indføres på et tidspunkt, hvor virksomhederne mangler medarbejdere i et omfang, vi ikke har set i mange år i stort set alle brancher og over hele landet. Det vil utvivlsomt koste omsætning og vækst for virksomhederne og dermed for samfundet, skriver Steen Nielsen, Dansk Industris vicedirektør og arbejdsmarkedspolitisk chef i en skriftlig kommentar til Ritzau.