Minister erklærer sig igen parat til at fjerne udskældt minutregel – men der skal noget andet i stedet
Restaurationsbranchen står klar med et forslag, som, de mener, vil gøre livet meget lettere for blandt andet bodegaer og kaffebarer.
Den udskældte regel om bordbestilling på barer og restauranter mindst 30 minutter før ankomst kan måske snart være fortid.
Sådan lyder det onsdag fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), som erklærer sig klar til at se på muligheden for at fjerne kravet, hvis der kan findes en anden model.
Læs også
Samme melding kom han også med mandag, men siden har et flertal i Folketinget uden om regeringen tirsdag lagt yderligere pres på ved at kræve reglen afskaffet.
Alligevel er der ikke en løsning på plads endnu, men sent onsdag eftermiddag mødes repræsentanter fra bar- og restaurationsbranchen med blandt andet sundhedsmyndighederne og folk fra Erhvervsministeriet for at drøfte en løsning.
- Det er der, vi kommer skridtet videre, siger Simon Kollerup til TV 2.
Prisen for hurtigere genåbning
Allerede i weekenden var der kritik af reglen om, at gæster skal booke bord mindst 30 minutter før ankomst, men ifølge Simon Kollerup er det ikke muligt at lave nye regler ”med et fingerknips”.
Formålet med reglen er at undgå, at gæster flokkes ved indgange og tomme borde for at få tilkæmpet sig en sideplads. Men for eksempelvis bodegaer, fastfoodkæder og kaffebarer, der ikke har et bordreservationssystem, fordi gæsterne normalt selv finder et bord, giver det meget besvær.
Læs også
Erhvervsministeren siger, at det er vigtigt, at genåbningen sker på en ”forsvarlig og sikker måde” og sammenligner 30-minuttersreglen med "vejbump på en villavej", der skal forhindre bilerne i at køre for hurtigt.
- Det er prisen for, at vi har kunnet fremrykke åbningen af indendørsservering. Ellers skulle det først have været sket senere, siger Simon Kollerup og fortsætter:
- Men hvis man kan gøre det på en praktisk anden måde, er vi åben for at finde det.
Medarbejder skal stå i døren
Erhvervsministeren understreger, at en ny løsning også skal sikre, at gæster ikke klumper sammen, men han kommer ikke selv med bud på, hvad det kan være.
Det gør Katia K. Østergaard, direktør i hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation Horesta, til gengæld.
Læs også
Flere af hendes medlemmer har svært ved at administrere reglen, som hun kalder ”malurt i bægeret” i en ellers god genåbning.
Hun forestiller sig en løsning, hvor eksempelvis barer og McDonald's-restauranter har en medarbejder stående i døren for at henvise gæster til ledige borde, så de ikke selv går rundt mellem hinanden. Det vil ifølge hende gøre reglen om bordbestilling minimum 30 minutter før ankomst overflødig.
Tror på snarlig løsning
Hun forventer, at der snart bliver fundet en løsning.
Men tror du, man kan slippe for at booke bord, hvis man vil på bar lørdag?
Læs også
- Vi håber meget, at vi snart har en løsning klar, så der ikke skal være en bordbestilling mindst 30 minutter før, siger Katia K. Østergaard til TV 2.
Reglen om bordbestilling mindst 30 minutter før gælder foreløbigt kun i de første 14 dage af den genåbning, der er begyndt onsdag 21. april.