Midlertidig aftale på plads: Stjernerne spiller i Aarhus
Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har indgået en midlertidig aftale, så de normale A-landsholdsspillere kommer til Aarhus og spiller
Efter lang tids tovtrækkeri mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen, hvor ingen af parterne var villige til at give sig i forhandlingerne, er parterne nu nået til enighed om en midlertidig aftale.
Læs også
Den midlertidige aftale, der tæller DBU's landsholdstrupper under herresenior og løber til og med 30. september i år, falder på plads dagen efter, at den langvarige landsholdskonflikt onsdag kulminerede.
Her blev en række sekundaspillere sendt på banen i venskabskampen mod Slovakiet for at undgå en mulig sanktion fra det europæiske fodboldforbund, UEFA.
Tidligere vilkår genbruges
Torsdag har de stridende parter så mødtes for at forhandle, og her er man altså blevet enige om, at kampen mod Wales spilles under de samme vilkår som tidligere, og at de kommercielle rettigheder håndteres som hidtil i aftalens løbetid. Det oplyser Spillerforeningen og DBU i en fælles pressemeddelelse.
- Det er godt for landsholdet og for alle i dansk fodbold, at vi kan spille den vigtige Nations League-kamp med det rigtige landshold og igen få fokus på det sportslige, siger DBU's formand Jesper Møller, mens Spillerforeningens direktør Mads Øland tilføjer:
- Aftalen er et skridt i den rigtige retning, og landsholdsspillerne er glade for, at de på det grundlag nu kan fokusere på kampen imod Wales på søndag.
Læs også
Parterne slår samtidig fast, at de, af respekt for spillernes behov og ro til at koncentrere sig om Nations League-kampen mod Wales, ikke vil udtale sig i offentligheden.
Samtidig vil de afsluttende forhandlinger om en permanent aftale ikke blive kommenteret, og forhandlingen påbegyndes straks.