Mere sol og op til 20 grader i den kommende uge
Det tørre og solrige ventes at fortsætte frem til weekenden.
Se vejrudsigten for de kommende dage i bunden af artiklen.
Efter en blæsende søndag med byger og køligt majvejr er der udsigt til, at den sidste uge af maj bliver med både lunere og mere solrigt vejr.
Det er et højtryk over De Britiske Øer og Nordsøen, der stabiliserer vejret over Danmark.
Højtrykket bliver hele ugen liggende tæt på Danmark, men i perioder kan svage fronter fra nordvest strejfe os.
Solrig start på ugen
Ugen begynder skyet mange steder, men opklaring fra nord breder sig i løbet af mandagen ned over landet og giver en solrig start på ugen med temperaturer fra 15 til 18 grader.
Derudover aftager vinden og drejer mod nord og nordvest, så man især sidst på dagen får flot forårsvejr i stort set hele landet.
Det flotte vejr fortsætter tirsdag, hvor temperaturen lokalt kan nå 20 grader, inden en svag front onsdag en overgang kan give mere skyet vejr og opfriskende vind fra nordvest, der i Nordvestjylland kan nå kulingstyrke.
Onsdagens temperaturer kommer antageligt ikke meget over 13 til 15 grader.
Lunt og solrigt op til weekenden
Herefter er der igen lagt op til flot forårsvejr. Selvom prognoserne er lidt uenige om vejrudviklingen frem mod weekenden, tyder meget på, at både torsdag og fredag bliver to flotte og solrige dage, hvor temperaturen generelt vil nå 15 til 18 grader.
Begge dage kan termometret lokalt vise 20 graders varme.
Pas på i solen
I det overvejende solrige vejr i den kommende uge skal man være opmærksom på, at UV-indekset er højt.
Hele ugen ventes et UV-indeks på 5,5.
Kommer UV-indekset over 3, anbefales det at beskytte sig mod solens stråler.
Selvom der venter en lun og solrig afslutning på maj, tyder meget på, at maj 2020 bliver den mest solfattige i fem år, og den kan også meget vel ende med at blive den koldeste siden 2011.