Mens Nephew og Angora buldrede afsted, kæmpede Simon Kvamm for at holde benene på jorden
For det meste svæver Simon Kvamm mellem storhedsvanvid og mindreværd. En gang imellem er han i balance. Men glad er han "satme" ikke.
Simon Kvamm bevæger sig så hurtigt hen over scenen, at man skal gøre sig umage for at følge med.
Store Vega i København er fyldt med mennesker, der har ventet halvandet år på at høre ham synge.
Hans hvide skjorte er stoppet sirligt ned i bukserne, og hans farvede sneakers rammer gulvet i takt til musikken.
Læs også
Midt i en sætning bliver hans sang afbrudt af en dyb stemme, der buldrer ud af højtalerne.
Simon Kvamm stopper og kigger efter stemmen.
Stemmen fortsætter. Simon Kvamm er holdt op med at danse. Han kigger rundt og ser forpint ud.
Lytter man fokuseret, genkender man muligvis klangen. Det er nemlig en forvrænget udgave af Simon Kvamms egen stemme.
De seneste år har den været en del af showet, når han har optrådt med sit nye band Hugorm.
Primært for at fortælle Simon Kvamm at han er “gammel og kikset og dum og grim”
Et ekko af det selvhad, der kan opsluge ham, hvis han ikke er opmærksom.
Og sådan er det også den aften i Vega.
Stemmen afbryder ham i soloer. Blander sig i teksterne. Og taler mellem numrene.
Det er selvfølgelig konstrueret. Simon Kvamm har selv skrevet og indspillet sekvenserne.
Ligesom han har timet, hvornår den skal afbryde hans sange, og hvordan han selv skal reagere, når det sker.
Men det gør det ikke mindre virkeligt.
Læs også
Faktisk beskriver han scenariet som en form for karikeret ekko af en indre stemme, der ligger på lur. Altid klar til at ødelægge den gode stemning.
- Den fortæller grundlæggende bare mig, hvor pisse latterlig jeg er.
Simon Kvamm smiler, mens han siger det, og slår muntert ud med armene på samme måde, som da han kort forinden bød velkommen i musikstudiet på Christianshavn, der skal danne rammen for samtalen.
Søndag er Simon Kvamm hovedperson i den nye sæson af 'Toppen af poppen', hvor en række danske musikere fortolker hans sange.
Men det er ikke det, det handler om nu.
En cocktail af mindreværd og storhedsvanvid
Han skal fortælle om, hvordan den indre stemme i en periode satte så høje krav til ham, at han endte med at løbe fra scene til scene og aldrig trække vejret.
Men også om hvordan han samtidig synes, at alt han selv laver er så genialt, at chokket over en dårlig anmeldelse kan sidde i ham i årevis.
For det er i det krydsfelt mellem mindreværd og storhedsvanvid, han befinder sig det meste af tiden.
Men hvor han også med alderen har fundet en form for balance, så det ikke æder ham op.
Når man møder ham, virker han heller ikke specielt vaklende.
Han holder øjenkontakt. Han tænker sig om, før han svarer på spørgsmål. Han husker alle informationer, man giver ham. Og så er han sjov.
Medmindre man begår den fejl at spørge, om han er glad.
Det vender vi tilbage til.
I studiet sidder Simon Kvamm i lænestol i sofahjørnet. Derudover er der et arbejdsbord med computer. Og så er der halvmørkt.
- En lille hule, siger han.
Og pænt og rent og ikke spor rock’n’roll, får man lyst til at indskyde.
Læs også
Men det gør man ikke. For det gør han selv.
- Jeg kan ret godt lide orden. Det er også derfor, jeg befinder mig så godt i musikken. Der er ligesom en form for cosmos med vers og omkvæd og sådan.
Han viser med hænderne, hvordan det hele falder hak.
Når Simon Kvamm laver ny musik, har han styr på det. Når han øver med bandet, er han god. Og når han optræder, går det hele op. Der føler den 46-årige musiker sig i balance.
Eller i “vater”, som han selv kalder det.
Resten af tiden “tipper vægten” mellem storhedsvanvid og mindreværd.
- Det er den cocktail, der er i gang. Og jeg tror, det har været sådan hele tiden, siger han.
Knallertbølle og læsehest
Han er vokset op i Silkeborg i det hus, hans forældre stadig bor i.
Faren var læge, moderen tandlæge. Huset var fint. Men ikke helt fint nok. Faktisk håbede Simon Kvamm gennem det meste af barndommen, at forældrene ville sælge det og købe et, der var federe.
- Jeg var meget optaget af, om mit hus var ligeså godt som de andres huse, og om mine forældres bil var ligeså stor som de andre forældres biler.
Men samtidig skulle det hele ikke blive for fint. Slet ikke, da han blev teenager og blev en del af en småkriminel knallertbande, der drak øl, satte ild til ting og havde foldeknive.
Hvis man ville være en af de populære i den gruppe, duede det ikke, at man gik frivilligt på biblioteket, eller at man komponerede musik i sin fritid.
- Så det fortalte jeg satme ikke til nogen.
Drengene i knallertbanden fandt selvfølgelig ud af det alligevel og gav ham øgenavnet 'Klaverfinger'.
Simon Kvamm bevæger fingrene i luften foran sig, som om han spiller på et usynligt klaver.
At være dygtig til klaver var selvfølgelig ikke spor sejt i sådan en bande.
Til gengæld var det sjovt. Og det var Simon Kvamm også. Så hans rolle i gruppen blev at få de andre til at grine.
- Og det er ikke nogen dårlig placering at have.
Faktisk fungerede det fint for ham at pendle mellem klaverspil og knallertlarm i de år.
Men han var også splittet. For uanset hvor han befandt sig, trak “noget” altid i en anden retning.
- I knallertbanden var jeg lidt for meget en læsehest. På biblioteket var jeg lidt for meget en Brian.
Jeg er genial
Efter gymnasiet tog Simon Kvamm på Båring Højskole på Fyn.
Han kendte ingen på forhånd, hvilket gav ham mod til først at vælge musiklinjen og siden også række hånden op, da læreren spurgte, om der var sangere på holdet.
Læs også
Stik mod forventningen affødte det hverken latterbrøl eller hånlige kommentarer fra de andre elever.
De accepterede det bare.
- Og det ændrede alt.
Han lægger tryk på alt, som for at overdrive klicheen, men bliver så alvorlig.
For han mener det.
På højskolen spillede og sang han for første gang foran andre mennesker, hvilket blev grundlaget for den energi, der siden blev omdannet til Nephew.
Det er den energi, han i dag identificerer som en form for storhedsvanvid.
Den fører ham til et sted, hvor han ikke tynges af dårlige tanker, og hvor han stoler på sin egen dømmekraft.
Siden højskolen har den følelse været styrende, når han har skabt nye ting – uanset om produktet har været sange, sketches eller TV-serier.
- Hver gang jeg laver noget, synes jeg, at det er fuldstændig genialt. Altså det synes jeg helt oprigtigt. Jeg synes, det er suverænt.
Han holder en pause og ligner en, der tænker sig om.
- På bagkant kan jeg så godt se, at der måske var ting, der kunne have været bedre, men mens jeg er i det, tror jeg altid, at det jeg laver, er det ultimativt bedste, jeg nogensinde har lavet.
Han holder øjenkontakten.
- Måske endda det bedste, nogen nogensinde har lavet.
Sådan havde han det, da Nephew lavede gennembrudspladen USADSB.
Og sådan har han det nu, hvor han har byttet Nephew ud og med Hugorm og udsolgte stadionkoncerter ud med små scener på små festivaler.
- Der var en energi i Hugorm, som jeg var nødt til at forfølge.
Simon Kvamms indre stemme afbryder ham igen. Den bryder sig bestemt ikke om Hugorms energi. Og synes på ingen måde han burde forfølge den.
Den fortsætter.
Den indre stemme får publikum til at grine, men den siger de ting, Simon Kvamm frygter, andre folk kan tænke om ham.
Og det generer ham ikke.
- Jeg accepterer, at de her tanker findes. Men i stedet for at rette mig efter dem, bruger jeg dem aktivt og gør dem til en del af mine optrædener.
Men sådan har det ikke altid været.
Og så gik det amok
Simon Kvamm er aldrig brudt sammen.
Men han har været tæt på.
For han kan hverken lide at sige nej eller at skuffe. Og når man er en så eftertragtet mand, som han er, kan den kombination have store konsekvenser.
I 2004 gik det amok. Nephew udgav 'USADSB'. Og 'Drengene fra Angora' gik i luften.
Dermed bragede han igennem to af de mest prestigefyldte brancher, der findes. Samtidig.
Pludselig havde alle Simon Kvamm på hjernen.
Nogle nynnede Nephews 'Movieklip' på cyklen, andre skrålede med på Angora-bangeren ‘Tennisbolden’ på dansegulvet. Mange gjorde begge dele.
Fra den ene dag til anden kunne han ikke gå ubemærket på gaden, og han mødte fans, så snart han forlod sit hjem.
Han kiggede sig over skulderen, og andres blikke fyldte mere og mere.
- Jeg blev så selvbevidst. I en periode så jeg nærmest overskrifterne for mig, så snart jeg gik ud af min hoveddør.
Omverdenens forventninger truede med at slå ham omkuld.
- Jeg løb ekstremt stærkt, men følte alligevel, at jeg næsten kun kunne skuffe.
Var ved at knække
Det kulminerede under sommerens festivalsæson.
Han havde sagt ja til at spille hele tre koncerter på Smukfest. To med Nephew. En med drengene fra Angora. To af dem lå samme dag.
- Det var sygt meget for meget, men jeg sagde bare ja til alt, siger han.
Udadtil gik det fint. Han nåede det hele. Folk sang med. Anmeldelserne var gode.
Men backstage var alt kaos.
Simon Kvamm havde så travlt, at han bogstavelig talt løb fra scene til scene for at nå det hele.
Og der var ingen pauser.
Når det ene band mødtes over en øl for at evaluere en optræden, var Simon Kvamm videre for at spille med det næste.
- Alt det, der gør det fedt at være med i band, var jeg ikke en del af. Og så giver det ikke mening mere.
Samtidig voksede skyldfølelsen.
Han følte sig som en dårlig kæreste. En dårlig sanger. En dårlig kollega.
Simon Kvamm kan næsten ikke huske andet fra den festival end følelsen af at løbe.
- Der kunne det være gået helt galt for mig.
Men det gjorde det ikke.
Simon Kvamm trak sig. Han ryddede op i kalenderen. Lavede helt faste regler for hvor fyldt den måtte blive. Og han gennemførte et forløb hos en psykolog.
Her fik han hjælp til at håndtere det forventningspres, han følte sig fanget i.
- Det nytter jo ikke noget, at man ikke kan forlade sit hjem uden at tænke over, hvordan alle andre opfatter en. Det fik vi styr på.
Næsten da.
Tyngden af skyld
Simon Kvamm er blevet god til at prioritere sin tid. Og han lader sig ikke længere styre af mindreværdet.
- Jeg registrerer, at det er der. Men i stedet for at lade mig opsluge bruger jeg det aktivt.
Undtagen når det alligevel overtager ham.
For mens han styrer optrædener og tidsplaner med hård hånd, går der ikke en dag, hvor han ikke er ved at blive opslugt af dårlig samvittighed.
- Jeg går nærmest og leder efter, hvor jeg har gjort noget dårligt for andre, og når jeg finder det, kan jeg ikke give slip.
Det kommer til udtryk, når 10 år gamle anmeldelser stadig fylder ham med dårlig samvittighed, fordi han føler, at det var ham der "trak de andre bandmedlemmer ned". Eller hvis hans behov for orden engang imellem går ud over hans familie.
Han løfter øjenbrynene og tonelejet stiger, som det gør, når man gerne vil overbevise nogen om noget.
- Der er simpelthen ikke en nedre grænse for, hvad jeg kan gruble over, når det kommer til, hvad jeg udsætter andre for. Det er helt vildt.
En episode presser sig på.
Den ligger få uger tilbage i tiden. Hugorm havde optrådt på en festival, hvor Alex Vargas, der også er med i årets udgave af 'Toppen af poppen', havde gæstet scenen. Under showet havde publikum løftet Vargas rundt i teltet.
Efterfølgende havde Simon Kvamm skrevet til de andre deltagere i 'Toppen af poppen'-tråden, at Vargas havde stagedivet, som er en betegnelsen for, at kunstnere kaster sig ud over scenekanten og bliver grebet af fans for så at crowdsurfe hen over publikum.
- Og det var jo ikke det, Alex havde gjort. Han havde ikke stagedivet.
Læs også
Alex Vargas havde crowdsurfet, og det var det ord, Simon Kvamm "burde" have skrevet til de andre, så de ikke troede, at Alex Vargas havde gjort noget uansvarligt.
- Og så kunne jeg ikke lade være med at gå og punke mig selv med det ordvalg i en dags tid. Det siger ligesom noget om graden af ståen til regnskab.
En form for balance
Simon Kvamm er ikke ubetinget ked af, at han har den side. Faktisk trives han med at svinge mellem at synes, han selv er genial, til detaljeret at granske sin egen adfærd for fejl.
For det skaber en balance.
- Hvis jeg kun besad mindreværd eller kun besad storhedsvanvid, ville jeg være nok være en relativ træls person. Og det tror jeg ikke, jeg er.
Og Simon Kvamm er hjemmevant i at svinge mellem polerne. Eller “tippe” som han kalder det. Mellem knallertbander og biblioteksbøger. Mellem rockstjerne og komiker.
- Der er altid noget, der trækker mig i en anden retning. Og det er ok.
Faktisk er det kun, når han står på scenen, at der ikke er noget, der forstyrrer.
- Det er, som om at BOM, lige der, der går den i vater.
Når man ser ham på scenen, får man fornemmelsen af, at han har ret.
Ligeså høflig og tilbageholden, som han fremstår, når man sidder overfor i kælderlokale på Christianshavn. Ligeså frembrusende selvsikker fremstår han på scenen.
Når han synger. Når han danser. Når han fremfører monologer.
Selv når han forsvarer sig mod den indre stemme, der ikke lader ham optræde ret længe ad gangen uden at afbryde.
På scenen i Vega forsøger en tydeligt presset Simon Kvamm at forsvare sig med, at han er midt i livet.
På Christianshavn er han mere afslappet.
- Den siger det med dansen og Kasper Dolberg hver gang, siger han.
Han læner sig frem i stolen. Selv om han taler i helt normalt toneleje, får man fornemmelsen af at få hvisket en hemmelighed.
- Jeg ved godt, at jeg danser okay. Jeg synes også selv, jeg ser okay ud. Det siger jeg ikke på scenen. Men det synes jeg.
Men betyder det så, at Simon Kvamm er glad?
- Det synes jeg er et mærkeligt spørgsmål. For nej, det er jeg ikke. Men det ville da også være mærkeligt at være.
Han holder en kort pause.
- Det er jo ikke meningen, man skal gå og være glad. Det kan jeg slet ikke se den store værdi i. Men for det meste føler jeg en form for mening i tilværelsen. Og det er vel alt, man kan håbe på.
Utrolig almindelig
I Vega er koncerten ved at være slut.
Den har været igennem en vild fase, hvor der både blev hamret og crowdsurfet.
Den været igennem en stille fase med en hyldest til Kim Larsen.
Og nu er den tilbage ved samme type hurtige dans, som den begyndte med.
Og stemmen er der endnu.
Mens Simon Kvamm bevæger sig over scenen, får man en fornemmelse af, at han udmærket er klar over, at det er han ikke.