Markant øget risiko for naturbrande
Med det nuværende vejr kan der komme en del naturbrande i den kommende tid.
Hvor naturbrande tidligere mest var et problem for varmere lande, er det noget der i stadig stigende grad også bliver et dansk problem.
Det er en af konklusionerne i en rapport om danske naturbrande fra Beredskabsstyrelsen.
I rapporten kigger styrelsen blandt andet på den danske rekordsommer 2018 samt den europæiske rekordsommer 2022, hvor der begge somre har været en voldsom stigning i både omfang og antal af brande.
Analysen viser, at selvom antallet af naturbrande er stærkt svingende fra år til år, er tendensen stigende, hvilket falder sammen med, at temperaturen generelt stiger.
Tør og varmt nu
Hvis man kigger på rapportens sammenhæng mellem tørke og naturbrande, peger det på en kraftig stigning i antallet af brande både i de kommende uger og længere ude i fremtiden.
- I 2018 så vi en fordobling af naturbrande, og der er ikke noget, der tyder på, at naturbrandene ikke følger samme mønster i år, hvor det tørre, varme vejr fortsætter et godt stykke tid endnu, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.
Varmere klima og flere brande
Med den generelle udvikling hen mod et varmere klima vil problemerne vokse.
Selvom det ikke nødvendigvis bliver tørrere i forårs- og sommermånederne i Danmark i fremtiden, vil det blive varmere og give øget fordampning, og den nedbør, der kommer, vil blive mere skybrudsagtig og falde mere lokalt.
- Det er hverken gavnligt for marker eller virksomt mod tørke, at man et sted får 30 millimeter. Det er bedre at få det spredt mere ud og over længere tid, forklarer Andreas Nyholm.
Klimaforandringerne spiller altså en afgørende rolle i antallet af naturbrande.
- Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se flere og større problemer med tørke og dermed også flere naturbrande frem mod 2050, siger Andreas Nyholm
Over 100 udrykninger på en dag
De tørkeudløste naturbrande stiller ifølge rapporten store krav til beredskabet.
I 2018 måtte der rykkes ud til hele 106 naturbrande på bare en dag.
Og der er nok flere naturbrande, end de fleste går og forestiller sig.
I rekordåret 2018 blev der registreret ikke færre end 1851 naturbrande, mens 2022, hvor den danske sommer heller ikke var på niveau med 2018, var tallet nede på 1083.
I hele den undersøgte periode 2016 til 2022 var der registreret hele 6580 naturbrande.
Stiger selv uden rekordår
Analysen viser, at tendensen er stigende, selv hvis der ses bort fra 2018.
Brandene svinger i type og omfang hen over året, og antallet topper i juli og august, hvor det normalt også er varmest og mest tørt.
I parentes kan det bemærkes, at antallet stiger væsentligt hen over sankthans og de følgende dage, hvor rester af de mange bål nogle steder kan blusse op igen.
Mest marker, der brænder
Markbrande er den hyppigste form for naturbrand og udgør 42 procent af naturbrandene i Danmark, og de er særligt hyppige omkring juli og august.
Markbrandene er samtidig den type brand, der resulterer i mest omfattende brandslukningsindsatser og de største afbrændte områder.
Bål og madlavning over åben ild forårsager lige knap en femtedel af de danske naturbrande, mens rygning står for en tiendedel.
Derudover formodes omkring en femtedel af de bynære naturbrande at være påsatte.
Du kan følge brandfaren i den danske natur samt se eventuelle afbrændingsforbud her på brandfare.dk.