Markant køligere vejr kan ramme Danmark i næste uge
En koldfront åbner op for, at polarluft kan strømme ned over os.
Vi er efterhånden kommet et godt stykke ind i efterårets første måned, men trods regn og blæst har det endnu ikke været decideret køligt. Nu ser det imidlertid ud til, at kulden kommer.
Tirsdag kan vi forvente, at temperaturen blot befinder sig et sted mellem 11 og 13 grader, når det er varmest, og det bliver endda også en smule blæsende.
Der kan tilmed være et par byger i luften, og dermed bliver det for første gang rigtig efterårsagtigt.
Polarluft blæser mod Danmark bag en koldfront
Normalt har vi dagtemperaturer omkring 16 grader i midten af september.
Vejret bliver dermed koldt for årstiden, og det hele begynder med en koldfront, som passerer Danmark fra nord i løbet af søndagen.
Læs også:
På bagsiden af koldfronten bliver der åbnet for, at luft helt oppe fra Island - såkaldt polarluft - kan blæse ned til Danmark.
I løbet af mandagen falder temperaturen, og tirsdag og onsdag er den kolde luft nået ned over Danmark.
Nætterne bliver tilsvarende kolde, og man kan muligvis komme tæt på frysepunktet nede i græsset natten til onsdag.
Varmen er imidlertid ikke langt væk, og kigger man helt ude mod vest på vejrkortet ovenfor, aner man en varmfront. Den kan sende varmere vejr tilbage mod Danmark sidst i næste uge.