Manden truede niårig til tavshed, men så skrev hun en seddel til sin mor

Den niårige pige ville ikke fortælle, hvad der var sket. Det var for svært at tale om. Så hun skrev det på et stykke papir og afleverede det til sin mor.

Ordene, hun havde skrevet med den blå kuglepen, vendte op og ned på livet for den midtjyske familie. Men historien starter et andet sted.

For 11 år før den niårige pige afleverede sedlen til sin mor, sad en anden pige, Silja, i en sofa hos politiet.

Ved siden af hende lå to bamser, og over for hende sad en kriminalassistent fra Østjyllands Politi.

Silja fortalte om en mand, der ville kvæle hende, hvis hun ikke tog tøjet af.

Kriminalassistenten prøvede at få Silja til at forklare i detaljer, hvad der var sket.

- Jeg kan ikke rigtig huske det, svarede Silja med øjnene stift rettet mod jorden.

Men det passede ikke. Det var bare så svært for hende at sige højt, hvad den voksne mand havde gjort ved hende to dage tidligere.

Manden ved busskuret

Silja så manden første gang ved købmanden i Gjerrild, og få minutter senere mødte hun ham ved busskuret. Det var den sidste uge af sommerferien i 2007, og Silja var ude at gå tur i solen med familiens hund, Mickey.

Manden i den hvide t-shirt og blå cowboybukser spurgte, om Silja vidste, hvad klokken var.

- Nej, svarede Silja og gik forbi ham. Hun havde ikke sin telefon med.

Da Silja og den lille Cavalier King Charles Spaniel var kommet et stykke længere ned ad stien, kunne Silja fornemme, at der stadig var nogen bag hende. Det gjorde hende utryg, så hun vendte sig om for at gå hjem. Men der stod manden. Han spærrede vejen.

Manden lagde sine hænder om Siljas hals og tvang hende ned i grøften, så hun mistede grebet om hundesnoren.

Silja skreg efter hjælp, men manden lagde en hånd for hendes mund. Han sagde, at han ville kvæle hende, hvis ikke hun tog sine bukser af, husker Silja.

Bare hunden ikke løb væk

Mens manden voldtog hende, lå Silja og kiggede på sin hund. Hun var bange for, at Mickey ville løbe væk. Hun håbede også lidt, at han ville gøre det. For så ville nogen måske finde ham og opdage, at der var noget galt. Så kunne det være, at nogen kom for at hjælpe hende. Men hunden løb ingen steder.

Manden rejste sig og trak sine cowboybukser på igen, da han var færdig. Så vendte han sig om og gik derfra. Silja blev liggende i grøften.

Mens tårerne trillede ned ad kinderne, tog den 12-årige pige sine shorts på igen, fik fat i hundesnoren og gik hjem. Ikke længe efter kom hendes far hjem fra arbejde. Silja samlede mod og fremstammede, at en mand havde lagt hende ned i grøften, og så var der sket noget, som gjorde ondt. Hendes far tøvede ikke et sekund med at ringe til politiet.

Afhøringen

To dage senere sad Silja i den beige sofa over for kriminalassistenten fra Østjyllands Politi. Med krydsede arme og et nedslået blik forsøgte hun at undvige kvindens spørgsmål.

Det lykkedes politiet at finde frem til manden. Og fem måneder senere blev den dengang 24-årige Emil Sandvad idømt tre års fængsel for voldtægten samt besiddelse af børneporno.

Silja var lettet. Men mødet med Emil Sandvad havde gjort den ellers så udadvendte og glade spejderpige usikker og indelukket. Tanken om, at hun ikke skulle se ham igen, hjalp lidt.

Det skulle dog vise sig, at Emil Sandvad og Siljas veje ville krydse igen. For Emil Sandvads interesse for mindreårige forsvandt ikke med voldtægtsdommen.

En ny Facebookven

En efterårsdag i 2009 fik Silja en besked på Facebook fra en pige, hun ikke kendte. Pigen hed Anni Hansen, var 12 år gammel, og på hendes profil var et billede af en hest. Flere dage i træk skrev de om heste og hverdagsting, indtil samtalen tog en drejning. Anni Hansen ville mødes. Men de kendte jo ikke hinanden, tænkte Silja. Så hun stoppede med at svare.

Og det viste sig at være godt.

For Anni Hansen fandtes ikke.

Bag profilen var Emil Sandvad. Han var blevet prøveløsladt i august 2009, og kort efter havde han oprettet profilen, som han brugte til at skrive til unge piger. Hver gang gjorde han det samme: Han udgav sig for at være Anni Hansen på 12 år og ville mødes. Skal vi mødes ved spejderhytten, kunne han finde på at foreslå. Eller ved et storcenter, en skole, en svømmehal eller en kirkesti. Stederne var ikke tilfældige. Fælles for dem var, at de var forholdsvis ubefærdede, som retten senere formulerede det.

23. september 2010 blev Emil Sandvad idømt 3,5 års fængsel for forsøg på samleje med i alt 11 piger mellem 10 og 12 år. Men her sluttede hans forbrydelser ikke.

Birgitte og bryllup på udgang

Mens Emil Sandvad sad fængslet for anden gang, begyndte han at tale med en gammel flamme, Birgitte, som han havde gået på efterskole med. De ringede ofte sammen, og det gik op for dem, at deres forelskelse aldrig rigtig var forsvundet siden efterskoletiden.

Birgitte vidste, hvad Emil Sandvad sad inde for, og hun kendte også til dommen fra 2008 for overgrebet på den 12-årige Silja.

Men han var den eneste, der nogensinde havde givet hende en følelse af at være elsket. Hun havde haft en svær barndom præget af seksuelle overgreb, og for første gang i meget lang tid havde hun mødt en, som gjorde hende glad.

Selvom Emil Sandvad havde to domme, som var beskrevet i medierne, ville hun være sammen med ham. For hun vidste, at Emil Sandvad havde en anden version af, hvad der var sket, end den, hun havde læst i medierne.

- Hvis det virkelig er foregået, er det da ikke godt. Men jeg var nødt til at følge mit hjerte. Jeg kan jo ikke forhindre mit hjerte i at elske ham. Fortid er fortid, og man har lov til at komme videre, siger Birgitte om de to domme.

Emil Sandvad og Birgitte blev gift 12. december 2012. Emil var på ledsaget udgang fra fængslet, da de blev viet på rådhuset i Horsens og bagefter gik på café med Emils familie og fængselsbetjenten. Det var selvfølgelig ikke det kirkebryllup og den store fest, Birgitte havde drømt om, men det var alligevel en stor dag. Festen blev de enige om at holde, når Emil Sandvad engang kom ud af fængslet, og de havde sparet penge nok sammen.

Men siden Emil Sandvad blev løsladt i august 2013, havde hverken han eller Birgitte det store overskud til at spare penge sammen til en bryllupsfest. Emils fortid prægede nemlig parrets liv mere, end Birgitte havde forestillet sig.

Hun forklarer, at de er flyttet mange gange, fordi Emil Sandvads domme blev for meget for naboerne eller andre i byen.

De nåede at bo sammen i fem og et halvt år, før Emil Sandvad atter blev anholdt.

Samlet op foran skolen

Den niårige piges far glemmer aldrig den mandag i juni 2018, hvor skolelederen ringede fra hans datters skole i Vinderup.

Skolen havde netop modtaget et opkald fra en mand, der kaldte sig Rasmus og havde foruroligende nyt. Rasmus havde set den 39-åriges datter gå ind i en fremmed mands bil foran skolen for nogle dage siden.

"Min datter i en fremmeds bil? De må tage fejl. Hun er nok bare blevet kørt hjem af en af de andre forældre", tænkte faren. Alligevel vidste han, at han måtte spørge hende, da hun en time senere kom trækkende med sin cykel ind i indkørslen.

- Skolen har ringet om en mystisk bil, som nogen har set dig gå ind i, sagde han til sin datter.

Hun kiggede ned i jorden, og på et øjeblik forsvandt hendes store smil.

- Jeg vil ikke snakke med dig, sagde hun.

Men han ville bare vide, om det var rigtigt, hvad skolen sagde, forklarede faren. Datteren kiggede ikke på ham, men nikkede forsigtigt.

- Så du har været ude og køre med en?, spurgte han.

- Ja, men så siger jeg ikke mere, okay?

Hans ellers så glade, lille pige var stille og indelukket. Han var ikke i tvivl om, at der var noget galt. Men faren havde ikke fantasi til at forestille sig, hvad hans niårige datter holdt skjult for ham.

Sedlen

Da hans kone kom hjem fra arbejde, delte han sin bekymring med hende. Hun satte sig på køkkengulvet med sin datter i favnen og begyndte at tale, mens faren forlod køkkenet for at ringe til politiet.

Betjentene bankede på døren en halv time senere og spurgte, om den niårige pige ville vise dem sit værelse. Pigen nikkede. I samme sekund, som de to betjente var fulgt efter hende op ad trappen, lukkede moren køkkendøren. Hun kiggede på sin mand, og så brød hun sammen.

- Hun ville ikke snakke om det. Så jeg spurgte, om hun ikke ville skrive det på en seddel, hvis det var svært at sige højt, sagde hun.

Faren tog imod sedlen.

Han omfavnede sin kone. De stod længe i køkkenet med armene om hinanden, ude af stand til at gøre noget som helst andet.

Da politiet kom ned fra overetagen en time senere, var beskeden ikke ligefrem beroligende. Betjentene fortalte, at de var ret sikre på, den niårige pige var blevet bortført og voldtaget.

Faren blev rasende. "Hvem fanden gør sådan noget?", tænkte han. Han gav sin datter et stort kram, inden hun fulgte med sin mor ovenpå for at gå i seng. Tankerne fløj rundt i hovedet på ham. Det føltes helt uvirkeligt, at det her nu var sket for hans lille pige. Så kom tårerne.

En kvik pige

Dagen efter sad faren udenfor familiens stue på sygehuset, hvor datteren blev undersøgt. En politimand henvendte sig til ham. Det var efterforskeren, der ville vide, om hans datter normalt havde en livlig fantasi og var god til at fortælle historier.

- Det er ikke fordi, vi anklager din datter for at opfinde det her. Men den måde, hun beskriver det hele på, er meget præcis. Jeg har aldrig hørt en niårig fortælle i den detaljegrad, som hun gør, husker faren, at efterforskeren sagde.

Efterforskeren viste ham noterne fra den snak, betjentene havde haft med hans datter aftenen før, hvor hun beskrev bilen, hun blev bortført i. I bilen havde hun set en gul notesblok. Fire kuglepenne. Gråt betræk. Der var kasser bagi.

- Min datter finder ikke på historier, men hun er en kvik pige, svarede han.

Efterforskeren gav ham ret og fandt et kort frem, hun havde tegnet.

- Det er lige før, vi kan lægge det ovenpå et Krak-kort og finde gerningsstedet, husker faren, at efterforskeren sagde.

Allerede om onsdagen ringede politiet med afgørende nyt til familien.

- Vi har ham, sagde betjenten. Vi har gerningsmanden.

Faren kunne næsten ikke tro det. Det var bare to dage siden, de havde anmeldt overgrebet, og nu havde politiet allerede fundet ham.

- Er I sikre på, at det er ham?, spurgte han.

Betjenten svarede, at de selvfølgelig ikke kunne sige det med hundrede procents sikkerhed, men at der allerede på det tidspunkt var så mange beviser, der pegede på, at det var ham. Datterens meget præcise beskrivelser af manden og gerningsstedet havde hurtigt ledt dem på sporet, og teknikerne var allerede i fuld gang med at undersøge gerningsstedet.

Og den anholdte var ikke ukendt for politiet. Hans navn var dog ikke Rasmus, som manden, der ringede til skolen, havde kaldt sig. Det var Emil Sandvad.

Den tredje retssag

24. juni 2019 satte Emil Sandvad sig på anklagebænken for tredje gang i sit liv.

I Retten i Holstebro kom det frem, at Emil Sandvad havde samlet den niårige pige op, da hun var på vej hjem fra boldbanerne, hvor hun havde set sin veninde spille fodbold. Pigen forklarede, at manden havde sagt til hende, at han skulle køre hende ud til hendes mor, som var punkteret.

Det gik dog op for den niårige, at der var noget galt – for hendes mor havde slet ikke noget kørekort. Men der var det for sent. Emil Sandvad tog pigen med til et øde naturområde på Mors, hvor han voldtog hende, inden han kørte hende tilbage til Vinderup.

Undervejs truede han hende til tavshed ved at sige, at hun ville se ham igen, hvis hun fortalte nogen om, hvad der var sket.

Politiet fandt ud af, at nummeret, der blev ringet til skolen fra, matchede et simkort, som tilhørte Emil Sandvad.

Emil Sandvad erkendte, at han ganske rigtigt havde samlet pigen op – men kun fordi hun havde set ud som om, hun var ked af det. Emil Sandvad nægtede sig skyldig i voldtægt.

Men beviserne mod ham var mange. Blandt andet var der på hans telefon og computer søgt på 'Vinderup' og 'voldtægt' – før det kom frem i medierne.

Under retssagen afspillede anklageren politiets aflytninger af Emil Sandvads telefonsamtaler med sin kone, Birgitte. Også de samtaler fandt sted, inden medierne begyndte at fortælle om sagen.

- Hej skat, jeg er lige stået op.

- Hvad?

- Jeg ville bare lige sige, jeg er bare lige stået op.

- Nå.

- Prøv at hør, hvis det kun er bortførsel, det drejer sig om, skat, ikke?

- Ja.

- Og de ikke har fundet det kondom fra dengang, som jeg fortalte dig om, ikke?

- Ja.

- Så kan jeg måske godt klare den.

- Ja.

- Og du skal bare hjælpe mig med at holde fast i, at vi er kommet meget i Vinderup, her på det sidste, fordi at... Og vi har handlet lidt i Brugsen og sådan noget indimellem.

- Ja, og hvis du kørte gennem Vinderup og den vej opad jo. Det er bare i orden skat.

- Yes. Det er i orden, vi snakkes ved.

- Det gør vi.

5. juli 2019 faldt dommen for tredje gang mod Emil Sandvad. Retten i Holstebro idømte ham forvaring.

- Du er simpelthen så farlig, at du ikke skal lukkes ud i samfundet igen, sagde dommeren dengang direkte henvendt til Emil Sandvad, der ankede dommen.

Men da han fem måneder senere sad på anklagebænken i Vestre Landsret, var resultatet det samme. Emil Sandvad blev dømt til forvaring.

Hvorfor?

Det var det værst tænkelige udfald på sagen, tænkte Birgitte Sandvad. For med en forvaringsdom er der ingen dato for, hvornår hendes mand kommer ud af fængslet og hjem til hende igen.

- Jeg vælger at tro på ham, fordi jeg altid har kunnet stole på ham. Hvorfor skulle han lyve over for mig? Jeg kan ikke få det ind i mit hoved. Min mening er stadig, at han er uskyldig. Og det vil det være, indtil den dag jeg dør.

- Han har lovet både mig og hans familie, at han aldrig ville gøre det igen. Han havde lovet os det, så hvorfor skulle han så gøre noget dumt?

Fra fængslet fastholder Emil Sandvad også selv sin uskyld i sagen om overgrebet på den niårige pige. Om overgrebet på Silja, siger han:

- Jeg er selv blevet seksuelt misbrugt engang.

Men så skulle du da om nogen vide, hvilken skade det gør på børn, når man gør sådan noget.

- Ja, det skulle jeg jo.

Hvordan kan det så være, du selv gør det?

- Jamen, som jeg lige fortalte dig, Anders: Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor jeg gjorde det.

Emil Sandvad fortæller, at han ikke har tiltrækning til børn mere, efter han har været i behandling for den. Det var han fra 2012 til 2014 - altså inden sagen med den niårige pige.

Men ifølge mentalundersøgelsen af Emil Sandvad, som blev lavet under sagen om overgrebet på den niårige pige, har behandlingen kun virket i begrænset omfang. Det vurderes, at der er høj risiko for, at han vil begå lignende kriminalitet igen.

Hvem er den næste, det går ud over?

For den niårige piges far var forvaringsdommen en lettelse, men den var ingen sejr. Der var intet at fejre. Dommen var som et plaster på et åbent sår.

Hans datter er ofte ked af det, og hun har ikke lyst til at tale med sin far og mor om, hvad der er sket. Det piner den 39-årige far. Han vil gerne hjælpe sin datter med at komme videre, men han ved ikke, hvordan han bedst gør det.

- Det gør ondt at vide, at der er andre børn, som har været udsat for det her, og at der ikke har været sat en stopper for det siden da. Det er jo forfærdeligt. Man kan også tænke skridtet videre: Han skal formentlig ud igen en dag, og hvem er så den næste, det går ud over?