Lummervarm uge kan ende med sommerdage eller skybrud

Varm luft strømmer mod Danmark fra øst, men det er usikkert, hvordan vejret kommer til at arte sig.

I løbet af ugen strømmer varmere - men også ustabil - luft frem til Danmark fra øst og nordøst. Foto: Foto: Viggo Hjort Kohberg / Privatfoto

I samarbejde med tv2.dk

Efter en periode med vind fra vestlige retninger og noget ustadigt juni-vejr, drejer vinden i ugens løb, hvorved varmere luft strømmer ind over Skandinavien fra øst.

Normalt forbinder vi østenvind om sommeren med tørvejr og solskin, men denne gang vil luften være særdeles fugtig, hvilket er med til at gøre det mere usikkert, hvor meget sol vi vil få.

Én ting er sikkert med vejret i ugens løb - og det er, at det er usikkert.

Fra onsdag får vi østlig vind - og det bringer varmere luft frem til os fra øst og nordøst. Men luften er ustabil, og det er usikkert, hvor meget sol der kommer. Foto: TV 2 Vejret

Sommerdage eller skybrud - eller begge dele

Til og med starten af onsdagen vil vi fortsat befinde os i samme luftmasse, som vi har set det den foregående uges tid. Overvejende tørvejr med cumulusskyer i dagens løb og dagtemperaturer i underkanten af 20 grader. Men i løbet af onsdagsdøgnet bygges et højtryk op nord for Danmark, og det får vinden til at blæse fra østlige retninger.

Temperaturer over Europa mandag. Det er den massive varme over den østlige del af Europa, som i ugens løb blæser frem til Danmark fra øst. Foto: TV2 VEJRET

På den måde transporteres varmere luft mod Danmark, men da luften samtidig er fugtig og ustabil, får vi ikke smukt solskinsvejr.

Derimod kan vi få en ganske våd og grå torsdag - selvom temperaturerne når over 20 grader, inden vi fra fredag kommer længere ind i varmluften.

Læs også Så flot så det ud, da mosekonen bryggede

Her vokser usikkerheden til gengæld også prognoserne imellem. Luftmassen over Danmark er så varm, at skyfrit vejr ville kunne give os temperaturer mellem 25 og 30 grader. Det er dog sikkert, at vi får skyer på himlen i større eller mindre grad, og derfor er det mere sandsynligt, at temperaturen vil befinde sig mellem 20 og 25 grader.

I starten af næste uge vil den varme luft for alvor blæse ind over Skandinavien fra øst. Det er dog usikkert, hvor varmt det bliver - især da mængden af skyer og eventuel nedbør er behæftet med usikkerhed. Foto: TV2 VEJRET

Samtidigt bliver det i perioder ganske blæsende fra øst - især på Bornholm. Det vil også lægge en dæmper på opfattelsen af den varme luft. Det er dog meget sandsynligt, at vi kan få en - eller flere - sommerdage, når vi nærmer os weekenden, men samtidig er risikoen for meget nedbør også til stede.

Da luften samtidig er fugtig, vil det kunne føles ganske lummert.

Her ses en af vejrmodellernes bud på samlede nedbørmængder frem til søndag klokken 14. Det er usikkert, hvor meget nedbør der kan falde - men potentielt kan der komme meget regn i den fugtige varmluft. Foto: TV2 VEJRET

Kombinationen af varm og fugtig luft er nærmest 'brændstof' til tordenbyger, som kan dannes over det sydlige Skandinavien i weekenden. Hvis det sker, er risikoen for skybrud høj.

Den varme og fugtige luftmasse ser ud til at forblive over Danmark ind i næste uge, og de kommende dage vil vi blive meget klogere på, hvad der mere præcist kan ske med vejret.