"Krydsvaccination" kan skabe problemer for danske turister

Reglerne for, om danskere med to forskellige vaccinationer kan rejse ind i andre lande, varierer fra land til land.

Efter AstraZeneca-vaccinen i midten af april blev taget ud af det danske vaccinationsprogram, fik de knap 150.000 danskere, som havde fået første stik med vaccinen, tilbudt at få andet stik med Pfizer eller Moderna.

Det betyder, at der i 150.000 danskeres coronapas vil stå, at de har fået en såkaldt "krydsvaccination" – altså at de er vaccineret med to forskellige vacciner.

Men krydsvaccinationer kan skabe problemer for de mange danskere, hvis de vil bruge deres coronapas, når de skal rejse.

Årsagen er, at det er op til hvert enkelt land at vurdere, om de vil godtage en "krydset" vaccination. Det bekræfter Udenrigsministeriets pressevagt i et skriftligt svar til TV 2.

- Reglerne herfor varierer fra land til land. Man bør derfor orientere sig om reglerne specifikt for det rejsemål, som man er interesseret i, på den enkelte ambassades hjemmeside, lyder det i mailen.

Fælles EU-coronapas skal gøre rejser mulige

Ministeriet oplyser ikke, hvilke lande der godtager "krydsvaccinationer", og hvilke der ikke gør.

Men pressevagten oplyser, at det danske coronapas anerkendes som dokumentation for covid-19-vaccination i flere lande.

- Og regeringen arbejder for, at anerkendelsen udbredes til endnu flere lande, lyder det.

I skrivende stund gælder der forskellige regler for danskernes mest populære feriedestinationer, hvis man som dansk turist vil ind i landene.

Eksempelvis kan man som dansker rejse ind i Grækenland, hvis man er vaccineret, mens man skal vise en negativ coronatest for at blive lukket ind i Spanien.

Planen er, at et fælles EU-coronapas skal gøre det lettere for turister at rejse rundt i EU inden sommerferien. Det er lige nu under forhandling mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Hovedsageligt folk i sundhedssektoren

Det er hovedsageligt danskere i sundheds-, ældre- og socialsektoren, som har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen.

De danske sundhedsmyndigheder skrottede vaccinen i april, efter der var fundet en sammenhæng mellem den og få, men alvorlige, sjældne bivirkninger blandt vaccinerede.

På daværende tidspunkt var Danmark det eneste land i verden, som droppede vaccinen. Efterfølgende har blandt andet Norge fulgt trop.

Fra 20. maj er det muligt for danskerne at tilslutte sig en ordning, hvor man alligevel kan få AstraZeneca-vaccinen samt vaccinen fra Johnson & Johnson, selvom begge vacciner er blevet skrottet.