Køligere luft på vej mod Danmark – snart nattefrost igen
Efter tre grå dage følger de første chancer for solskin i 2022 i løbet af ugen.
Det nye år er kommet mildt fra start, men vejret skifter karakter i løbet af ugen, og nattefrost vender snart tilbage.
Det er ikke mere end en uge siden, vi vågnede op til knap 18 minus grader. En uge efter har vi 10 grader og gråvejr.
Vejret har været meget omskiftelig den seneste uge, og nu skifter vejret igen karakter i det nye år.
Grå, våd og mild søndag
Den sidste dag i ugen bliver grå, våd og mild. Søndag starter dog med mest tørvejr, men i løbet af dagen trækker en front med udbredt regn op over landet fra sydvest.
Dagen bliver mild med op til 10 grader og ikke så meget vind fra sydvest.
Desværre endnu en dag med gråvejr uden så gode solchancer.
Våd start på ugen
Den nye uge starter vådt ud, da det vil regne mange steder mandag morgen og en del af dagen.
Luften er en anelse køligere, og temperaturen vil være omkring 8 grader. Vinden vil kunne mærkes lidt mere med op til en kuling fra vest.
Normalt for årstiden
Køligere luft slår natten til tirsdag ned over landet, og fra tirsdag er det mere normale temperaturer for årstiden.
Vi kommer til at ligge på 3-5 grader i dagtimerne med risiko for let frost om natten.
Der kommer til at være perioder med ret kraftig blæst, og der kan falde slud- eller snebyger.
Der kommer nogen sol i forbindelse med, at vejret bliver køligere igen.
Temperaturer om natten vil gøre glatte veje sandsynligt. Derfor skal trafikanter igen begynde at være opmærksomme på at følge vejrudsigterne og bilens temperaturmåling.
Drømmer man om rigtigt vintervejr med sne og kulde, er der prognoser, der peger i den retning.
TV 2 Vejrets Snebarometer indikerer, at der er en chance for, at der kommer sne i løbet af de næste ti dage.