Klassen kom med studenterhue to år efter sønnens død
Andreas Byskov Sarbo blev dræbt under et cykelløb i Odder af en modkørende bilist, men familie og venner holder hans minde levende midt i en studentertid.
En studentervogn på en kirkegård er et uvant syn.
Men der var ingen tordnende høj lydstyrke eller eksalteret råben.
I stedet var der andægtig stilhed og vemodige tårer fra de ellers feststemte klassekammerater, der 25. juni lagde vejen forbi Andreas Byskov Sarbos gravsted.
Pigerne og drengene fra Team Danmark-klassen 4. U havde købt en studenterhue til deres døde ven og kammerat. Og de havde gjort det med forældrenes velsignelse.
- Det blev jeg sindssygt rørt over. Det viste også, at det der skete for ham var blevet en del af dem, siger Andreas' far, Mikkel Irminger Sarbo.
I ånden, om ikke andet.
- Klassen ringede for noget tid siden og spurgte, om det var okay, at de kom derud. Både hans mor og jeg sagde ja med det samme, men det var da også med en klump i halsen, fortæller Mikkel Irminger Sarbo til TV 2.
Festdag i sorgens tegn
Andreas Byskov Sarbo blev påkørt under et cykelløb i Odder 31. maj 2019. Dagen efter døde den 18-årige landsholdsrytter af sine kvæstelser.
Tilbage stod en afmægtig og sorgramt familie. Men Andreas' far har siden båret tragedien ved at insistere på at tale åbent om både tab og savn. Og hvordan man lever med den døde i hjertet.
Læs også
Det var derfor også tanken om, hvordan klassekammeraterne ville tackle det på dagen, der lå Mikkel Irminger Sarbo på sinde.
- Det er en stor dag at blive fejret som student. Men kunne det også blive en festdag, hvis man startede på en kirkegård og kunne det blive en god oplevelse i et ungt menneskes liv?
Som Mikkel Irminger Sarbo selv valgte at skrive på Facebook om dagen, handler det også om modet til at kunne omfavne det sværeste i livet
- De største oplevelser kommer nogle gange, når vi tør holde hovedet højt og gå ind i det, som ikke er let, som han formulerer det.
Tanker kørte i ring
Selv har Mikkel Irminger Sarbos siden sønnens død befundet sig i en form for søgen.
Han cyklede to måneder efter sønnens død ned igennem Europa til Frankrig og Mont Ventoux, som Andreas siden barnsben havde klatret opad med voksende flair og talent for at cykle stærkt.
Og han delte ud af sine refleksioner på Facebook. Som en form for terapi.
- Inden da kom mine tanker til at køre meget i ring, men at skrive det ned hjalp mig med at få sorteret i dem, siger han.
Men selvom den 1800 kilometer lange cykeltur til "Andreas' bjerg" også var både projekt og sorgarbejde, blev Mikkel Sarbo også ramt af rastløshed efterfølgende.
- Jeg fik mange reaktioner og tilkendegivelser. Og det viste mig, hvordan man også kan tackle det ubehagelige og faktisk finde glæden og relationen til den, man har mistet, siger Mikkel Irminger Sarbo.
Fejres på sin fødselsdag
Andreas Byskov Sarbo bliver hvert år fejret på sin fødselsdag, hvor familie og venner kan være sammen om at mindes.
Derfor var gymnasieklassens gestus også en måde at vise, hvordan liv og lys kan blive til sprækker i mørket.
- At gå i gymnasiet er et tæt sammenhold, hvor man former hinanden og sig selv. Andreas var en del af klassen, som pludselig blev rykket væk, og der synes jeg, det var fint, at de ville have ham med på den sidste dag.
Læs også
I januar sidste år afgjorde Retten i Aarhus, at den 28-årige kvinde, som frontalt påkørte Andreas Byskov Sarbo på en lukket rute, skulle straffes med en bøde på 1500 kroner.
Sagen og det tragiske forløb fik stor mediebevågenhed. Og det juridiske efterspil har gjort ondt, indrømmer Mikkel Irminger Sarbo.
- Det har været hårdt at finde fred med. Men jeg har valgt at sige, at det er det værste, der er sket for mig og nok også værste, der kommer til at ske. Jeg kan ikke lave det om, siger han.