Kæmpe træhuse skyder op ved Aarhus: - Vi bør bygge flere, mener forsker
Træ er langt bedre for klimaet, men alligevel bygger Danmark mange færre træhuse end sine nabolande, lyder det
I Lisbjerg nord for Aarhus rager et noget usædvanligt syn op i vejret. Helt som man måske kender det fra Norge og Sverige er flere etageejendomme bygget i træ skudt op fra jorden.
Men danskerne bygger generelt langt færre boliger i træ, end man gør i de nordiske nabolande.
Læs også
Og det er der ingen grund til, hvis man spørger Peter Westergaard, teknisk chef ved Al2Bolig, som har bygget boligerne i Lisbjerg.
- Træ er et rigtig godt produkt, og jeg tror på, at træhuse får en fremtid. Jeg tror, de bliver ret gode at bo i. Det vil den her bygning være med til at vise, siger han og peger mod et af træhusene i Lisbjerg.
Mere bæredygtigt
De østjyske træhuse på fire etager er de største beboelsesejendomme i Danmark, der er lavet af træ. Men ikke længe endnu. På Østerbro i København planlægger man nemlig at bygge en etageejendom på seks etager.
Den bliver til studieboliger og kommer naturligvis også til at bestå af træ.
Læs også
Hos Cree Danmark, firmaet, der skal stå for de nye studieboliger, mærker man også en stigende efterspørgsel på træhuse. Og det skyldes i høj grad et øget fokus på bæredygtighed, lyder det.
- Vi har valgt at bygge i træ for at opnå de fordele, der er ved træ. Blandt andet i forhold til klimaet og klodens ressourcer. Træ er jo et fornybart materiale i den forstand, at hvis man planter et træ, når man fælder et træ, vil der fortsat være træ at bygge med, siger Frederik Spanning, der er direktør i byggeselskabet Cree Danmark.
Andre lande langt foran
Men Danmark er altså langt fra sine nabolande, når det kommer til at bygge i træ. Det siger Michael Koch, der er direktør i Træinformation, et videnscenter for at bygge i træ.
- I Sverige er 92 procent af enfamilieshuse og rækkehuse lavet af træ, og man har desuden en målsætning om, at 20 procent af alle etageejendomme i 2020 skal være af træ. Herhjemme ligger vi cirka på otte procent. Så der er et stykke vej, siger Michael Koch.
I lande som Østrig, Frankrig og Canada har man sågar skrevet regler ind i bygningsreglementerne, som skal fremme brugen af træ.
I London ligger verdens højeste træetageejendom. Bygningen Brock Commons har rekorden med sine 53 meter og huser over 400 studerende.
I Japan har man dog lidt større planer. Her skal en 350 meter høj skyskraber nemlig stå klar i 2041. Den kommer til at bestå af 90 procent træ.
Forsker: - Træbyggeri kan afhjælpe klimaproblemer
Selvom bygningerne næppe behøver at måle 350 meter i højden, er der ifølge en klimaforsker fra Aarhus Universitet al mulig god grund til at gøre de andre lande kunsten efter, når det kommer til at bygge i træ.
- Vi har en meget stor udfordring med klimagasudledninger og især CO2. Fem procent af de globale udledninger af CO2 kommer fra cement. Og hvis vi skal nå at reducere ned, så vi kan nå 2 graders-målet, skal vi ikke kun reducere udledninger. Vi skal også opsuge CO2 fra atmosfæren. Og det kan vi gøre med træ, fordi det lagrer kulstof, siger Jørgen E. Olesen.
Det er særligt lige nu, hvor danskerne har travlt med at bygge nye boliger, at træet bør tages i brug, mener klimaforskeren. Det kan nemlig sagtens få en stor betydning.
- Det er vigtigt, fordi der er byggeboom alle vegne. Og vi skal i gang med den grønne omstilling. Og jeg vil jo vurdere, at det i virkeligheden er vigtigere at få træ ind i byggeriet, snarere end at bruge vores træ til at erstatte kul, siger Jørgen E. Olesen.
Træ lever kortere end beton
Men det er Dansk Byggeri ikke enig i. Ifølge Thomas Uhd, der er branchedirektør for Dansk Beton og Danske Byggematerialer, er der ikke nogen grund til at lave markant om på byggestilen i Danmark.
Læs også
- Vi har en god tradition for beton i Danmark. Det passer godt til vores klima, det er et sikkert materiale, man har en god byggeproces, så man ved, hvad man får. Når man kigger på andre materialer - det kunne være træ - er man generelt set lidt mere umoden i branchen i forhold til, hvad mulighederne er, siger han.
Men træ bliver jo fremhævet som enormt bæredygtigt og godt for klimaet, så skulle man ikke tage at skynde lidt på den proces?
- Altså træ kan være bæredygtigt materiale, men det kan beton sådan set også. Det kommer an på, hvordan man bruger det. Det er rigtigt, at beton kan være tungere at producere miljømæssigt, omvendt kan der være nogle fordele i byggeriets levetid. Det er jo vigtigt, at man kigger på hele byggeriets levetid, siger Thomas Uhd.
- Nogle siger, det ligner det vilde vesten
Tilbage i Lisbjerg, hvor Danmarks på nuværende tidspunkt højeste træbygning står, er Peter Westergaard sikker på, at der vil skyde mange flere højhuse i træ op.
Læs også
- Der er nogle, der siger, at det her ligner det vilde vesten. Men det er træ, og det er vi rigtig glade for, siger Peter Westergaard, der er teknisk chef ved Al2bolig.
De første beboere er allerede flyttet ind i træhusene i Lisbjerg, og når resten står klar, forventer Peter Westergaard også, at resten vil blive lejet ud.