JP afviser forfatters kronik af frygt for angreb
Den islam-kritiske forfatter Kåre Bluitgen kalder det en sejr for terroristerne og en udskamning af alle muslimer.
Avisen Jyllands-Posten har afvist at publicere en kronik skrevet af forfatteren Kåre Bluitgen.
Det oplyser Berlingskes podcast Alis Integrationsland.
Jyllands-Postens afvisning af kronikken sker, fordi man er bange for repressalier i stil med dem, det satiriske franske tidsskrift Charlie Hebdo for nylig var udsat for.
Til TV 2 siger Jyllands-Postens opinionsredaktør, Palle Weis, at han ikke har yderligere kommentarer end dem, han har givet til netavisen Pio i anledning af den afviste kronik.
- Lige nu er der en forhøjet risiko oven på det, som der skete i sidste uge i Paris. Derfor valgte vi at takke nej til Kåre Bluitgen i denne omgang, siger Palle Weis til Pio.
Læs også
Attentatmand angreb uskyldige
25. september gik en knivbevæbnet 18-årig pakistanskfødt mand ind i de lokaler, hvor Charlie Hebdo tidligere havde til huse og sårede to alvorligt.
Angrebet gik ud over to ansatte i et tv-selskab, som har lejet sig ind i Charlie Hebdos tidligere lokaler i 11. arrondissement, mens tidsskriftet efter et blodigt terrorangreb i 2015 i dag har hemmelig adresse.
Jyllands-Posten har selv en kontroversiel historie, efter at avisen for 15 år siden trykte Muhammed-tegninger, som førte til demonstrationer og siden planer om et terrorangreb på JP Politikens Hus i København i 2010.
Forfatteren Kåre Bluitgen kalder det "dybt tragisk", at Jyllands-Posten har undslået at trykke hans kronik, som er skrevet i anledning af bogen 'De skyggefulde haver - den illustrerede koran', som udkommer 30. september.
- Den kronik var ikke kontroversiel på nogen måde, men handler om mine problemer med at finde en illustrator til bogen, fortæller Kåre Bluitgen til TV 2.
Læs også
Kronikken handler blandt andet om, hvordan kunsten grundlæggende er et forsvar for principielle frihedsrettigheder og retten til at udtrykke sig.
- Der vil altid være folk uden kunstnerisk sans og modstandere af hele tanken om oplysning. Problemet er, at nogle af dem er tungt bevæbnede, skriver forfatteren i sin kronik.
En sejr for terroristerne
Selv om han således erkender, at modstanderne kan være tungt bevæbnede, mener han, at Jyllands-Postens beslutning er forkert på flere planer.
- Ved at lade en 18-årig knivmand sætte sig i redaktørstolen på en stor dansk avis. Det er både en sejr for terroristerne, og samtidig er man jo med til at skabe mistillid til alle andre muslimer, mener Kåre Bluitgen.
Læs også
På Jyllands-Posten erkender Palle Weis, at frygten for voldsanvendelse spiller ind.
- Hensynet til avisen – og koncernens medarbejdere - vejer i sidste ende tungere. Det betyder som sagt ikke, at vi ikke – igen – vil trykke noget fra Kåre Bluitgen, siger Palle Weis til Pio.
Kåre Bluitgen har også til arbejdet med 'De skyggefulde haver - den illustrerede koran' måttet lede længe for at finde en tegner med mod på at påtage sig opgaven under trussel af at nedkalde sig vrede fra religiøse fundamentalister.