Iskold morgen i Danmark - især i Horsens
Kalenderefteråret er startet med en kold morgen.
Samme nat, som vi gik fra sommer til kalenderefterår, faldt temperaturen i nattens løb til et ganske lavt niveau for årstiden.
Tør og relativt kølig luft har siden mandag blæst ned over Danmark fra nordlige retninger, og det fik temperaturen til at falde hurtigt, efter solen gik ned mandag aften.
Læs også
Hele natten har temperaturen i det store hele faldet støt, og tidligt tirsdag morgen nåede temperaturen sit lavpunkt.
Koldest i Horsens
Koldest blev det i Horsens, hvor DMI's vejrstation målte 2,4 grader som laveste temperatur. Herefter følger Isenvad og Billund med henholdsvis 3,3 og 3,8 grader.
Nattens lave temperaturer er de laveste målt på denne årstid (hele august til og med 1. september, red.) siden 2003, hvor temperaturen natten til 28. august for 17 år siden nåede ned på 1,3 grader i Isenvad i Midtjylland.
Også i København samt i Vestervig i Thy, hvor der er målt temperaturer i over 145 år, har man haft den koldeste morgen på denne årstid siden 2003.
Læs også
Derimod har det været markant varmere langs de danske kyster, hvor de lune farvande virker som en varmedunk, der holder temperaturerne oppe natten igennem. Således blev den laveste temperatur i nat på Anholt - midt i Kattegat - blot 15,2 grader.
Augustnætter er blevet varmere
Selvom nattens temperatur ikke er hverdagskost for årstiden, var historien anderledes før i tiden.
Siden 1874 har der været over 90 augustnætter, hvor temperaturen har været lavere end i nat, og sammenligner man med klimanormalen, som er gennemsnitsværdier for perioden 1961-1990, så kan man forvente, at den laveste temperatur i en august vil være 1,5 grader.
Læs også
I den splinternye klimanormal, der gælder for perioden 1991-2020, er den forventede minimumtemperatur i august steget til 3,8 grader.