Hvorfor må 25.000 se fodbold, når festivaler ikke kan blive afholdt, spørger interesseorganisation

Genåbningsplanen giver mulighed for at afholde store koncerter og festivaler i september. For Smukfest ændrer det dog ikke på muligheden for, at de kan holde en stor festival.

Det har set sort ud for sommerens koncerter og festivaler, men nu begynder det at lysne. Og i en sådan grad, at det ifølge Dansk Live, der er interesseorganisation for de danske spillesteder og festivaler, bliver et livligt efterår.

Årsagen er den genåbningsplan, som størstedelen af Folketingets partier tidligt torsdag morgen blev enige om.

Ifølge planen er alle restriktioner med undtagelse af coronapas ophævet 1. september. Alligevel er der ifølge Dansk Live malurt i bægeret.

For de store festivaler betyder den nye genåbningsplan nemlig meget lidt - hvis overhovedet noget.

Store festivaler er stadig aflyst

Mange af de store festivaler aflyste allerede 4. maj baggrund af den daværende genåbningsplan med blandt andet krav om inddeling i sektioner.

En af Danmarks største festivaler - Skanderborg Festival - har siden inddelt deres store festival i flere små endagsfestivaler med et begrænset antal deltagere.

quote Det ændrer ingenting i forhold til muligheden for en stor festival i september

Søren Eskildsen, talsmand, Smukfest

Og det kommer den nye genåbningsplan ikke til at ændre ved, oplyser talsperson Søren Eskildsen til TV 2.

- Det kan påvirke vores små arrangementer, men det ændrer ingenting i forhold til muligheden for en stor festival i september, siger Søren Eskildsen, der for flere kommentarer henviser til Dansk Live.

Aftale giver ikke festivaler bedre muligheder for små arrangementer

Især en ting i aftalen undrer sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher: At der nu kan være 25.000 tilskuere i stedet for 16.000 i Parken under EM.

Han påpeger, at festivalerne ikke har fået bedre muligheder for at gennemføre de alternative arrangementer.

- Politikerne har taget den vurdering, at der var plads til flere mennesker på stadion. Det kunne man også have brugt andre steder, siger Esben Marcher.

En festival så tæt på normal som muligt

Nogle arrangører flyttede allerede i foråret deres festival til september i håbet om, at coronasituationen så bedre ud.

Det gælder blandt andet Skive Festival, og her møder nyheden glæde – men også ærgrelse.

- Jeg er ved at sende en raket op af begejstring, men jeg er virkelig ked af det på mange af mine kollegaers vegne, og jeg føler med dem. Det har været en utrolig træls proces igennem de sidste måneder, siger Michael Eiskjær, der er bestyrelsesformand for Skive Festival, til TV 2.

For Skive Festival betyder den nye genåbningsplan, at den udsolgte koncert kan åbne for billetsalget igen – og at festivalen bliver så tæt på en normal Skive festival som muligt.

Hvor mange flere det nu bliver muligt at sælge billetter til, er endnu ikke afklaret. Det sker formentlig senere torsdag på et bestyrelsesmøde, oplyser Michael Eiskjær.

Indtil videre er der solgt billetter til 5000 gæster – det er personer, der havde betalt til festivalen i 2020, som også blev aflyst på grund af coronarestriktioner.

Ifølge planen er det fra 15. august muligt at afholde blandt andet festivaler og koncerter med sektioner af 2500 personer og maksimalt 10.000 deltagere.

Det bliver ophævet igen 1. september, hvorefter der indtil 1. oktober kun er krav om coronapas ved udendørs arrangementer med mere end 2000 tilskuere.