Horsens var foran 3-0, men endte med at rykke ned
AC Horsens var foran 3-0, men formåede ikke at vinde lokalkampen mod Vejle.
AC Horsens kan ikke længere kalde sig for et superligahold.
Fredag smed klubben en 3-0-føring og måtte nøjes med uafgjort mod lokalrivalen Vejle Boldklub.
Østjyderne kunne ikke tåle at smide point, og længe så det ud til, at de hjemme på Casa Arena i hvert fald ville udskyde nedrykningen en smule.
Læs også
Efter 52 minutter var AC Horsens foran 3-0, men Vejle satte en slutspurt ind og scorede tre kasser i kampens afslutning.
Indskiftede German Onugkha stod bag alle Vejles scoringer. Den sidste satte han ind i det sidste minut af den ordinære spilletid.
Dermed er AC Horsens' chancer for overlevelse ovre. Der er 13 point op til netop Vejle på den tiendeplads, der sikrer en sæson mere i Superligaen.
Randers FC og AGF er de to tilbageværende østjyske hold, mens Silkeborg IF ligger nummer to i 1. division.
To Horsens-straffespark i første halvleg
I fredagens opgør var Vejle bedst i indledningen, men manglede at spille sig frem til de helt store chancer.
Anderledes effektiv var Horsens, der før pausefløjt fik to af spillets allerstørste muligheder fra 11-meterpletten.
Først blev Horsens' offensive profil nedlagt efter 21 minutters spil. Efter en VAR-gennemgang blev straffesparket dømt, og Prip sparkede den sikkert ind.
Louka Prip fik på ny en hovedrolle, da han kort før pausefløjt blev nedlagt af Vejles back Kevin Yamga. Prip sparkede igen selv og sendte sikkert Horsens på 2-0.
Anden halvlegs start var et sandt chancehav, som Horsens slap bedst fra. Efter 52 minutter erobrede Horsens bolden højt, hvorefter angriber Lirim Qamili sikkert sparkede bolden i mål til 3-0.
Kæmpe Horsens-kollaps og Vejle-hattrick
Men så faldt det hele fra hinanden for Horsens.
Vejle reducerede efter 63 minutter, da den indskiftede angriber German Onugkha sparkede en løs bold i nettet efter et hjørnespark.
I kampens slutminutter scorede Onugkha to gange mere og sendte Horsens ned i landets næstbedste række.
Vejle Boldklub reddede sig selv et vigtigt point i kampen om at undgå nedrykning.