Her sidder kontakten til tågelygterne - og det koster dyrt, hvis du ikke bruger den
Tæt tåge havde lørdag morgen lagt sig over flere landsdele.
En tæt tåge ramte lørdag morgen landet, og i sådanne situationer skal du være opmærksom på, om du skal tænde både baglygter og tågelygter på bilen.
Tågelygterne fortil lyser vejen bedre op, så du selv kan se bedre. Bagtågelygterne gør, at bagvedkørende bedre kan se dig.
Læs også
Men hvor sidder kontakten, der tænder tågelygterne?
Det er forskelligt fra bil til bil, hvor kontakten til at tænde tågelygterne sidder. Den kan sidde på den store lyskontakt til venstre for rettet. Den kan også sidde på stilken til blinklyset, forklarer teknisk konsulent i FDM Yasser Abaiji.
Men når tågelygterne er tændt, vil et symbol lyse i instrumentbrættet.
Forskel på nye og ældre biler
Hvert år på denne tid får FDM mange henvendelser fra bilister, der spørger til reglerne for lygter. Nogle biler har nemlig automatisk lyssensor, og andre har ikke. Og er det tåget, er det særlig farligt.
- Sidste år havde vi en del uheld, fordi mange biler, der ikke er udstyret med automatisk lyssensor, kørte uden baglys, siger Yasser Abaiji.
I alle biler, der er typegodkendt efter 30. juli 2016, er der krav om lyssensor, så bilen automatisk tænder lyset, når det bliver mørkt.
Kan koste bøde
Når sigtbarheden er under en kilometer, er der tale om tåge, og tæt tåge er der tale om, når sigtbarheden er under 100 meter. Lørdag morgen var tågen usædvanlig tæt, og sigtbarheden var flere steder under 100 meter.
Og i sådan et vejr er det vigtigt at tænde tågelygterne. Først og fremmest på grund af trafiksikkerheden. Men det kan også koste dig dyrt, hvis du ikke har styr på lygterne.
Læs også
Reglerne for tågelygter er:
- I lygtetændingstiden (i mørke) må tågeforlygter kun anvendes i tåge og ved kraftigt nedbør.
- Uden for lygtetændingstiden må tågeforlys anvendes, selv om det ikke er tåget, men kun i stedet for almindeligt nær-/kørelys. Man må altså ikke køre med både tågelygter og nærlygter tændt, når det ikke er tåget.
- Tågebaglygter må kun anvendes i tåge og ved kraftigt nedbør.
Overtræder man reglerne, kan man få en bøde på 1000 kroner.