Her kommer der mere sne
Der kan frem til fredag morgen falde en centimeter eller to.
Efter det seneste døgns vinterlige vejr kan der resten af torsdagen fortsat falde lidt sne og slud flere steder i landet.
Der vil dog ikke være tale om de større mængder sne, som man eksempelvis så onsdag på store dele af Sjælland - eller de 16 centimeter man torsdag stod op til på Læsø.
Fronten, der har givet snevejr flere steder, er langsomt ved at gå i opløsning, mens den bevæger sig mod syd.
Læs også
I eftermiddagstimerne vil der således fortsat kunne komme både sne og slud flere steder i landet. Ved temperaturer lige over frysepunktet vil sneen de fleste steder smelte, når den rammer jorden.
Sidst på eftermiddagen og først på aftenen vil temperaturen falde til frysepunktet, og en stor del af den nedbør, der kommer, vil falde som sne.
Det vil især være over den sydlige del af landet, der i perioder kan være lidt hvidt i luften.
Langs den jyske kattegatkyst kan der desuden stedvis passere enkelte snebyger forbi.
I løbet af aftenen kommer der kun enkelte lokale snebyger, der fortrinsvis vil falde i den sydlige del af Østjylland og i Vendsyssel.
Stedvis kan der frem til fredag morgen falde en centimeter eller to, men mange steder vil sneen ikke blive liggende, når den falder.
Størst chance for, at sneen bliver liggende er der i den nordlige halvdel af Jylland.