Her kan der falde sne nytårsaften
I et bånd gennem Jylland er der mulighed for snehvide landskaber nytårsaften.
En stor del af landet får mest tørvejr nytårsaftensdag, men nogle steder vil der i lange perioder komme regn, slud og sne. Der kan lokalt komme et fem centimeter tykt snedække.
Allerede torsdag morgen kan det sne i den centrale del af Jylland med risiko for sneglatte veje.
Læs også
Prognoserne er enige om, at der vil være et bånd med nedbør gennem Jylland, men der er uenighed om den præcise placering og nedbørstype.
Mulighed for fem centimeter sne
Ovenstående grafik viser et område med slud og tøsne fra Ringkøbing til Djursland. Især i højtliggende områder på den jyske højderyg kan sneen lægge sig.
Læs også
Området med nedbør er forholdsvis stillestående, hvilket giver gode muligheder for, at sneen lokalt kan lægge sig i et flere centimeter tykt snedække.
Det er meget usikkert, hvor meget sne, der vil falde. Hvis den viste prognose holder, vil der en overgang lægge sig et snedække på over fem centimeter.
Læs også
Sneen falder som tøsne, så når snefaldet ophører, vil de hvide overflader hurtigt svinde ind.
Der er andre prognoser, som har området med nedbør lidt sydligere og med mindre sne.
Roligt vejr i det meste af landet
De fleste vil opleve en nytårsaftensdag med roligt vejr. Der holder det stort set tørt, og termometrene vil vise mellem frysepunktet og tre graders varme. Vinden er ret svag i Jylland, og let til jævn fra syd i de østlige landsdele.
Området med nedbør vil stilne af i aftentimerne, og det bliver stort set tørt i hele landet. Vejret bliver udmærket til, at raketter kan skyde det nye år ind på behørig vis.
Læs også
I løbet af natten vil det stedvis klare lidt op, og temperaturen kan her falde til tre graders frost. Det betyder, at der kan dannes rimglatte veje - og et muligt snedække kan overleve natten.