Her er den nye liste over parallelsamfund
I Østjylland er det Bispehaven og Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus samt Sundparken i Horsens, der er at finde på regeringens parallelsamfundsliste.
Tre boligområder udgår af regeringens liste over parallelsamfund. Det er den liste, som tidligere blev kaldt ghettolisten.
Det skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Det betyder, at der nu er 12 boligområder, som opfylder regeringens kriterier for at være på listen. I Østjylland er det Bispehaven og Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus samt Sundparken i Horsens, der er at finde på listen.
Der er fire områder, som ikke længere opfylder kriterierne, mens ét område er kommet på listen. Det er Agervang i Holbæk, der ellers røg ud af listen sidste år.
Liste over parallelsamfund per 1. december 2021
Agervang, Holbæk
Aldersrogade, København
Bispehaven, Aarhus
Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus
Mjølnerparken, København
Nørager/Søstjernevej m.fl., Sønderborg
Skovvejen/Skovparken, Kolding
Stengårdsvej, Esbjerg
Sundparken, Horsens
Tåstrupgård, Høje-Taastrup
Tingbjerg/Utterslevhuse, København
Vollsmose, Odense
Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet
- Det er fantastisk positivt, at den gode udvikling fortsætter i så mange områder, siger boligminister Kaare Dybvad Bek i en pressemeddelelse.
- Det er fjerde år i træk, at antallet af parallelsamfund falder, og vi ser dermed fortsat effekten af parallelsamfundspakken slå igennem. Kommuner og boligorganisationer kan være stolte af deres målrettede indsats, som er med til at sikre, at alle børn får de samme muligheder, uanset hvor de vokser op.
Færre dømte kriminelle i tre områder
Der er fire områder, som ikke længere opfylder kriterierne for at være på listen over parallelsamfund, mens ét område er kommet på listen.
Det er boligområderne Solbakken i Odense og Ringparken og Motalavej i Slagelse, der er fjernet fra listen på grund af færre dømte i forhold til landsgennemsnittet.
Parallelsamfund
Ved et parallelsamfund (tidligere ghettoområde) forstås et alment boligområde med mindst 1000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent. Og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:
1) Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent opgjort som gennemsnittet over de seneste to år.
2) Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år.
3) Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 60 pprocent.
4) Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) udgør mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Kilde: Indenrigs - og Boligministeriet
Områderne slipper dog ikke helt for bevågenhed. De vil fortsat være omfattet af en udviklingsplan og skal reducere andelen af almene familieboliger.
Boligministeren glæder sig over, at "også de mest udsatte boligområder kan rykke sig ud af parallelsamfundslisten".
Han understreger dog også, at det er "helt afgørende", at udviklingsplanerne fortsætter, "så kommuner og boligorganisationer får omdannet områderne til blandede bydele en gang for alle".
Nøjsomhed/Sydvej i Helsingør udgår fra listen, fordi antallet af beboere i området er faldet til under 1.000 beboere.
Dropper ghetto-betegnelse
Danmark har siden 2010 haft en officiel liste over udsatte almene boligområder - den såkaldte ghettoliste. Og siden 2018 har listen officielt skelnet mellem "udsatte boligområder", "ghettoer" og "hårde ghettoer".
Men i marts meddelte regeringen, at man går væk fra ordet "ghetto" i lovgivningen om de områder, der er under omdannelse.
- Ghettobetegnelsen er misvisende. Jeg bruger den ikke selv, og jeg mener, den er med til at skygge for det vigtige arbejde, der skal gøres i boligområderne. Hele denne indsats handler jo om at bekæmpe parallelsamfund og skabe en positiv udvikling i boligområderne, så man gør dem attraktive for et bredt udsnit af befolkningen, sagde Kaare Dybvad Bek i foråret.
Færre udsatte områder
Indenrigs- og Boligministeriet offentliggør også lister over omdannelsesområder, udsatte boligområder og en ny liste med forebyggelsesområder.
Igen i år falder antallet af udsatte områder, nemlig fra 25 til 20. Tallene dækker over, at syv områder udgår af listen, mens to nye områder kommer ind.
I det østjyske er områderne Sundparken i Horsens, Bispehaven og Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus på den. I Randers er Glarbjergvej-området og Gammel Jennumparken også på listen over udsatte områder. Til gengæld er Sønderbro i Horsens strøget fra listen.
Ifølge ministeriet skyldes det et fald i antallet af arbejdsløse og dømte beboere i områderne. Et enkelt område forsvinder fra listen på grund af forbedret uddannelsesniveau. Og så er der to områder, hvor antallet af beboere nu er under 1000, så de ikke kan medregnes.
Listen over omdannelsesområder består nu kun af 10 boligområder – tre områder udgår, og ingen nye områder er kommet på listen.
62 områder på ny liste
Der er 62 forebyggelsesområder på den nye liste, som blev indført med sommerens aftale om bekæmpelse af "parallelsamfund.
Aftalen skal sikre, at beboere med ikke-vestlig baggrund højst vil udgøre 30 procent i alle boligområder i Danmark i 2030.
De såkaldte forebyggelsesområder er almene boligområder med mindst 1.000 beboere, som adskiller sig negativt fra det omgivende samfund på kriterier som beskæftigelse, indkomst og kriminalitet, og hvor andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere overstiger 30 procent.
Her vil myndighederne fremover kunne ty til en række af de redskaber, der hidtil har været brugt i områder på ghettolisten. For eksempel får kommunerne ikke lov til at udleje boliger i området til dømte, personer på overførselsindkomster eller udlændinge, der hverken er danske eller europæiske statsborgere.