Hedebølgen fortsætter - femte dag i træk med 30 grader
Det varme vejr fortsætter, men mandag eftermiddag kan byde på stedvis kraftige byger.
Det særdeles varme augustvejr fortsætter ufortrødent mandag, hvor termometrene rundt omkring i Danmark nok en gang kan passere 30 graders sommervarme.
SOMMERDAGE 2020
- 1. juni: 25,5° (København, Vestervig)
- 2. juni: 26,2° (København)
- 15. juni: 25,6° (Tylstrup)
- 16. juni: 27,2° (Kastrup)
- 17. juni: 26,3° (Store Jyndevad)
- 18. juni: 26,0° (Vestervig)
- 19. juni: 26,5° (Tylstrup)
- 24. juni: 27,1° (København)
- 25. juni: 29,0° (København)
- 26. juni: 29,2° (Vestervig)
- 27. juni: 29,2° (Vestervig)
- 28. juni: 26,8° (Neksø)
- 18. juli: 25,5° (Omø)
- 19. juli: 27,9° (Holbæk)
- 1. august: 26,8° (Borris)
- 5. august: 27,3° (Abed)
- 6. august: 30,8° (Holbæk)
- 7. august: 32,0° (Borris)
- 8. august: 31,8° (Store Jyndevad)
- 9. august: 32,4° (København)
- Sommerdage i alt i 2020: 20
Mandag er startet varmt - og for tredje nat i træk har vi haft tropenat.
Varmest blev det ved Langø ved Nakskov fjord, hvor temperaturen på intet tidspunkt i nattens løb nåede under 20,6 grader. Mange andre steder - navnlig i den østlige del af landet - har nattetemperaturerne været mellem 17 og 20 grader.
Læs også
Femte dag i træk med tropedag
Derudover har natten budt på enkelte byger, stedvis med torden, men i løbet af formiddagen vil det generelt blive mest skyfrit i hele landet. Derfor får solen rig mulighed for igen at sende temperaturen på himmelflugt, og ud på eftermiddagen vil vi igen kunne opleve temperaturer, der når 30 til 31 graders varme.
I så fald bliver det femte dag i træk, hvor temperaturen i Danmark når 30,0 grader eller derover - også det, vi kalder en tropedag.
Det er usædvanligt med så mange tropedage i træk - og vi skal tilbage til den rekordvarme sommer i 2018 for sidst at finde fem tropedage på stribe.
I København har de sidste tre dage budt på 30,0 grader - eller derover - og her skal vi også to år tilbage for at finde flere. Søndag kulminerede varmen med hele 32,4 grader i København.
I 2018 oplevede københavnerne fire tropedage i træk, og det kan også blive tilfældet mandag eftermiddag, når det er varmest. Derudover viser 24 års data fra DMI's vejrstation på Tåsinge, at man ikke før har oplevet fire dage i træk med tropedage - før nu.
Læs også
Ustabil luft kan give kraftige eftermiddagsbyger
I modsætning til de foregående dages knastørre vejr er luften over Danmark mindre stabil, end vi oplevede det i weekenden. Når luften er ustabil, er muligheden for udvikling af byger større.
Især når det samtidig bliver varmt i dagens løb, stiger muligheden for byger, som kan lægge en dæmper på en ellers brandvarm sommerdag.
Bygerne, der kan dannes i eftermiddagstimerne, vil efter alt at dømme være mest sandsynlige over Sjælland, og da der samtidig ikke er megen strømning i atmosfæren, kan de enkelte byger være længere tid over samme sted.
Derfor er det muligt, at der lokalt kan forekomme skybrud i forbindelse med bygerne.
I størstedelen af landet vil man dog opleve en særdeles varm - og ganske solrig - sommerdag, hvor den landsdækkende hedebølge fortsætter.