Han er alle vegne - men da de kårede ham til Danmarks bedste, afslog han præmien

- Hej igen du, dit værelse er allerede klar, siger receptionisten og smiler.

Melvin Kakooza tager sine tasker, som han kort forinden har hevet ud af bagagerummet på bilen.

Han behøver ikke kigge på receptionistens navneskilt for at kunne kalde ham ved fornavn. Han kender ham allerede. Faktisk kender han de fleste af de ansattes navne.

Vi møder Melvin Kakooza i en ren, mennesketom foyer, da han er ved at tjekke ind på Tivoli Hotel i København. For 107. gang siden 2016.

Før det år havde Melvin ikke boet på hotel i København. Han var ukendt.

Hans liv blev vendt på hovedet i 2017, da han vandt DM i stand-up blot 11 måneder efter, han første gang havde stået på en scene.

Han fik mere end to tredjedele af publikums stemmer, men valgte at takke nej til præmien.

I dag bor han i Aarhus, da det er der, hans venner er, men hans arbejde kalder ham ofte til hovedstaden.

Anmeldere kalder Kakooza for et af dansk comedys helt store håb. Og han er alle steder.

Han er nu aktuel i TV 2-programmet 'Helt Sort'. Hans tv-serie 'Sunday' er netop blevet forlænget med endnu en sæson hos Xee. Derudover er han aktuel i flere andre programmer.

For nyligt gik han i øvrigt viralt i hele landet, da han delte sit skolefoto. Det gjorde ham bare endnu mere kendt.

Han er blevet beskrevet som en komet, der stormer fremad og får den danske komikerstab til at se sig over skulderen. Men for at forstå hans succes må vi se bagud.

For hvordan bliver man Danmarks nyeste komiktalent, når man har kæmpet med ensomhed og har haft svært ved at tro på, at det, man allerhelst ville, kunne lykkes? At plan A overhovedet var en mulighed.

Melvin Kakooza blev født i Uganda, men hans familie flyttede til Danmark, da Melvin var to år gammel. Og når man er sort og bor i Fredericia, skiller man sig ud. En del faktisk. Det mærkede Melvin fra en meget tidlig alder.

Den første gang en af nabokvinderne åbnede sit vindue i etagebygningen og råbte "Sorte sataner!” efter Melvin og hans ven, blev de to drenge forskrækkede.

De var seks år gamle og legede på boligblokkens legeplads i udkanten af Fredericia. Kvinden, der boede i bygningen, havde også selv børn. Hun kunne finde på at få dem til at genere Melvin og hans ven. Og så stemte hun selv i fra vinduet: "Tag hjem, hvor I kommer fra!", husker Melvin, at hun råbte.

Melvin og vennen, der oprindeligt var fra Bosnien, forstod ikke meningen med hendes ord. De var jo ikke sorte sataner. De var jo ikke dumme. Der var ikke noget galt med dem. Men de forstod hensigten. Og den var ikke rar.

Det var første gang, de oplevede, at nogle mennesker bare ville gøre andre kede af det på grund af en anderledes hudfarve.

Senere lærte de to drenge, hvordan de kunne give nabokvinden igen uden at komme i fedtefadet derhjemme. Hvis de bare grinede af hende, så blev hun edderspændt. Så det gjorde de.

Dér midt i sandkassen byggede de en mur. Et forsvar. De grinede højt med deres ansigter vendt direkte mod de flyvende bandeord.

Og det virkede.

Melvin lærte en lektie: Når noget var svært, forkert, hårdt og ondt, så kunne han håndtere det med komik. Det definerede Melvin, som han voksede op. Han begyndte at bygge en mur. En mur af komik. Udadtil kunne han grine af det hele. Udadtil så det perfekt ud. Ingen kunne se indersiden af muren.

Især i skolen brugte han komikken, når noget var svært.

Militærkvinde fik styr på Melvin

Melvin var klassens klovn. Han var ikke stærk fagligt, så han brugte det bedste våben, som han havde lært i sandkassen: Humor. Som mur mod det svære. Det blev en ond cirkel. Han haltede mere og mere efter i undervisningen - og så underholdte han endnu mere for at camouflere sin frustration over sine faglige udfordringer.

Men omkring Melvins tiårsfødselsdag skete der en ændring. Til det bedre.

Ændringen hed Frida. Hun var klassens nye lærer, og hendes tidligere arbejdsplads var i militæret. Hun bragte disciplin og rationelle argumenter ind i Melvins skolegang.

- Astronaut bliver du aldrig, husker Melvin, at hun sagde til ham.

- Men du kan komme langt inden for underholdning. Du skal bare have dit hoved skruet ordentligt på for at kunne klare dig i branchen.

Og det bed på den unge dreng.

Fridas tilgang fik ham til at gå til det boglige med fornyet gejst. For pludselig var der en grund til at øve sig på matematikken. Han skulle for alt i verden ikke være en dum komiker.

Her opstod hans drøm. Hans plan A. Han ville lave komik og leve af at underholde. Det var værd at kæmpe for. Også selvom han skulle komme til at tvivle på den nogle gange.

Skilsmissen

Op igennem Melvins opvækst øvede han sig på at underholde. Mens andre gik til springgymnastik og håndbold, så kunne man lørdag formiddag se Melvin og hans søskende lave en lille koordineret danseoptræden i det varmeblæste indgangsparti til Vestcentret i den vestlige del af byen.

Resten af ugens dage øvede han hjemme.

Selvom familien i Fredericia udadtil virkede lykkelige, var der også mørke dage. Da Melvin var 11 år, blev hans forældre skilt. Og Melvin flyttede ind hos sin mor.

Tiden omkring skilsmissen var ikke let for Melvin. Men midt i det svære voksede også noget andet frem indeni ham. En sjovhed, en åbenhed. Positivitet. Ukuelighed. Den glade dreng foldede sig lige så stille ud. Som om han fik mere plads nu.

En af de største grunde til, at den side også voksede og blomstrede for Melvin, var hans mor.

Hans mor påtog sig rollen som både moder- og faderfigur i hans teenageår. Hun tog snakken om blomsterne og bierne. Og faktisk også alle de andre snakke. Hun var den, der lærte ham at se på det positive ved alle situationer.

- Hvis nogen kastede en tomat efter hende - hvilket rent faktisk er sket - så kunne hun finde på at samle den op og tage den med hjem og bruge til madlavning, fortæller Melvin Kakooza.

Hun var langt fra blåøjet, men hun traf et valg om, at modgang skulle vendes til hendes medgang. Noget, som Melvin fik med i bagagen – og som han stadig har med den dag i dag, når han rejser landet tyndt.

Den perfekte facade

I slutningen af folkeskolen havde Melvin tonsvis af venner. Men ikke nogen helt tæt på. Den mur, som han havde bygget op igennem sin barndom, holdt ikke kun de ubehagelige ting ude. Den holdt på sin vis også vennerne på afstand. Få fik lov til at se hans sårbarhed og hans ensomhed.

Derfor havde han brug for et afbræk, da folkeskolen sluttede. Melvin forlod Fredericia og tog på efterskole. Her så han sig selv i andre omgivelser. I et andet lys. Og han lærte så småt at lukke andre ind gennem muren.

Det tog han med videre i gymnasiet. Hans indre glade dreng fik mere plads, og hans ensomhed blev holdt på afstand. Samtidig begyndte han at dyrke sine stand-up-drømme. Han øvede sig. Ofte.

Men selvom hans drøm, plan A, var at leve af at underholde, var det mere realistisk at ernære sig som underviser. Derfor satte han plan B i søen. Efter gymnasiet besluttede Melvin derfor at læse til lærer.

Men sideløbende med studiet begyndte han dog at optræde i det små. Og en dag skete det så. Nærmere bestemt 4. oktober 2016. Han fik fem minutter på en stand-up-scene ved et open mic-arrangement i Aarhus. Det skubbede ham i retning af flere mindre optrædener. Blandt andet som opvarmning for Tobias Dybvad.

Studiet og drømmen kæmpede om at få lov at styre hans liv.

Nej tak til præmien

11 måneder efter Melvin første gang havde optrådt foran et publikum med sin komik, stod han på scenen til DM i stand-up. Folk havde sagt, at han skulle vente, til han havde mere erfaring. Men Melvin var fast besluttet på at give det et skud.

Og det viste sig at være en god beslutning.

Som 26-årig stod Melvin Kakooza pludselig i Glassalen i Tivoli og kunne kalde sig vinder af DM i stand-up med to tredjedele af publikums stemmer. En titel Ruben Søltoft, Jonatan Spang og Lars Hjortshøj tidligere har vundet.

Men selvom den bedrift har defineret, hvor han er i dag, så var det først det, der skete et par dage senere, som virkelig fik betydning for den succesfulde komiker.

Præmien til DM i stand-up er en etårig kontrakt med firmaet FBI. Selskabet er nærmest synonym med comedy i Danmark og har store navne som Linda P, Lasse Rimmer og Carsten Bang i folden.

Men da Melvin og hans mor sad på kontoret hos FBI et par dage efter Melvins sejr i Tivoli og gennemgik detaljerne for aftalen, bad hans mor om betænkningstid.

Da hun og sønnen sad i deres bil efter mødet, spurgte hun ham:

- Er det egentlig sådan en aftale, der er din drøm?

Melvin tøvede.

Selvom han umiddelbart havde tænkt, at en aftale med FBI var det fedeste, der kunne ske for en ung komiker, så ændrede snakken med hans mor beslutningen.

Som den første nogensinde valgte Melvin at takke nej til præmien fra DM i stand-up. Hans drøm var at producere komik selv. Uden at være bundet af et firma. Og så følte han sig heller ikke klar. Ikke helt. Det var mindre end et år siden, at han første gang havde lavet stand-up. Han ville ud og have erfaring.

Plan A?

Dagene efter, beslutningen var taget, var nervepirrende. Havde han gamblet med sin drøm? Havde han skudt sig selv i foden? Havde han forspildt sin chance?

Men så ringede hans telefon.

Det var komiker og tv-vært Tobias Dybvad. Han ville have Melvin med på sin turné som opvarmning.

Melvin tog et års orlov fra sit studie. Orlov fra plan B.

De to turnerede i et lille år, og Melvin fik den erfaring, som han havde efterspurgt.

Da han en varm sommerdag fik beskeden i sin e-boks, 'Vil du fortsætte på studiet?', skulle han endegyldigt træffe en beslutning.

Han havde kort forinden set et gammelt klip med et af sine store idoler. Eddie Murphy havde sagt: "Alle har en drøm. En plan A. Og når folk så laver en plan B, så sætter de sig selv op til at fejle deres plan A".

Det gav ham det skub, som han havde behov for. Skubbet til at turde følge plan A. Planen om at blive en af Danmarks bedste komikere og producere sine egne film.

Med Murphys citat i hovedet trykkede han 'nej tak'.

På vej mod toppen

I dag er det halvandet år siden, at Melvin pensionerede sin plan B. Og siden er der sket meget i hans liv.

Han er nået i mål med at tro på sig selv og have tillid til, at han kan lykkes med drømmen.

- Fremover skal en plan B kun i brug, hvis jeg står over for at skulle lave brandflugtveje i en bygning. Ikke i mit liv, siger han.

Han samler sine tasker op fra gulvet i hotellets enorme, tomme lobby. Han smiler imødekommende, giver et stort åbent knus. Et øjeblik er vi helt tæt. Så svinger han tasken over skulderen og vender sig om mod elevatoren.

Dørene lukker efter ham. Og den suser mod toppen.