Gavekort til BR og Toys'R'Us fra december kan alligevel bruges
Den første melding lød på, at alle gavekort var lige til at smide ud
Efter kæden bag BR og Toys´R'Us fredag gik konkurs, stod mange kunder tilbage med værdiløse gavekort.
Men nu er der godt nyt til nogle af gavekortindehaverne: Du kan få pengene retur - hvis gavekortet er købt i julemåneden, skriver BR i Kolding Storcenter på sin Facebook-side.
- Har du købt et gavekort den 30. november 2018 eller senere, kan det blive refunderet kontant ved henvendelse til kuratorerne, står der blandt andet.
Lettet mor og søn
En af dem, der ligger inde med et nyere gavekort, er otteårige Raja Elias fra Brønshøj. Det lille plastikkort med Fætter BR på er nu igen sine 400 kroner værd, og det har fået et stort smil frem på hans ansigt.
- Det er sejt, siger han til TV 2.
Læs også
Og hans mor, Olimpa Kasprzak, er da også lettet over, at det nu er muligt at få pengene tilbage - på trods af den tidligere udmelding fra kæden.
- Det var en fed julegave at få, når man troede, at det var lige til at smide ud, siger hun.
Kæde lægger sig fladt ned
Det kan dog undre, hvorfor det i forbindelse med konkursen blev meldt ud, at alle gavekort var værdiløse, når det nu viser sig ikke at være tilfældet.
Overfor B.T. undskylder Top-Toys pressetalsmand, Lars Bo Kirk, det med, at det hele gik lidt hurtigt, da konkursen blev meldt ud.
Læs også
- Der var rygende travlt igår, og ikke alt blev håndteret korrekt. Vi kan kun lægge os fladt ned og indrømme, at det ikke er godt nok. Gavekort som er købt i december kan refunderes, siger han til avisen.
Men gavekort købt før 30. november, hvor kæden gennemgik en rekonstruktionen, har fortsat ingen værdi. Det skyldes, at det kun er kunderne, der har købt efter den pågældende dato, der er sikret mod tab på varer og gavekort.