Frem med paraplyen - det bliver en våd tirsdag
Et lavtryk giver en kølig og stedvis blæsende tirsdag.
Tirsdag er startet ud med regn flere steder.
Især i det jyske er der en stor risiko for regn og byger fra morgenstunden – og faktisk dagen igennem.
Et lavtryk flytter sig i dagens løb langsomt fra Tyske Bugt ind mod Vestjylland.
Det giver en ret skyet tirsdag og beherskede temperaturer, der hvor skyerne er tykkest.
I Jylland vil temperaturen ligge på 12-16 grader, og vinden kan være lidt kraftig.
I de østlige egne er der bedre chance for tørvejr i længere perioder og måske lidt kig til solen. I Østdanmark kan temperaturen komme op på 15-18 grader.
På Bornholm er der gode chancer for, at solen kommer rent igennem op ad eftermiddagen.
I aftentimerne vil det fortsat kunne regne i den nordlige halvdel af landet, resten af landet har gode chancer for tørvejr og lidt opbrud i skydækket mod øst.