Fra i dag er natten længere end dagen

Godt nok var det efterårsjævndøgn for tre dage siden, men det er først nu, at der er mere mørke end lys.

I onsdags gik vi officielt ind i vinterhalvåret, da solen klokken 21.20 stod lodret over ækvator og dermed markerede efterårsjævndøgn og årstidens skifte fra sommer til vinter.

Det næste halve års tid vil der nu være mere lys på den sydlige halvkugle end på den nordlige halvkugle. Og først til marts næste år byder forårsjævndøgn sommerhalvåret velkommen tilbage på vores breddegrader.

Men selvom efterårsjævndøgn er forbundet med, at nat og dag er lige lange, så er det en sandhed med modifikationer.

Faktisk har både torsdag og fredag haft fire til otte minutter mere dagslys end mørke til trods for, at efterårsjævndøgn var i onsdags.

Årsagen til denne besynderlige detalje skal findes i Jordens atmosfære.

Vi ser ting, vi ikke burde kunne se

Jordens atmosfære har den evne, at den kan afbøje lys, så vi på jorden kan se ting under horisonten, som man normalt ikke burde kunne se.

Evnen kaldes for refraktion, der kort og godt går ud på, at når solens lys ude fra verdensrummet rammer Jordens atmosfære, så afbøjes lyset en smule.

Dermed kan vi se solen, selvom den måtte befinde sig under horisontlinjen. Og netop derfor får vi det ekstra dagslys, der stadig giver lidt mere dag end nat selv et par dage efter efterårsjævndøgn.

Refraktion i atmosfæren afbøjer sollyset, så vi kan se solen lidt under horisontlinjen.
Refraktion i atmosfæren afbøjer sollyset, så vi kan se solen lidt under horisontlinjen. Foto: TV 2 Vejret

Mørket har nu overtaget dagslyset

I en ellers lun og pæn efterårsweekend hvor mange sikkert gerne vil se solens stråler, er det lørdag blevet marginalt mere mørkt end lyst. For der er faktisk en lille forskel fra Skagen i nord til Gedser i syd.

I Gedser er dagen og natten nøjagtig lige lange med 12 timers dagslys.

Men i Skagen må man affinde sig med, at der nu er mindre dagslys. Her stod solen op klokken 7.09 lørdag morgen og går ned igen klokken 19.08 i aften. Det giver 11 timer og 59 minutters dagslys - og dermed 12 timer og 1 minut med mørke.

I Skagen er dagslængden nu to minutter kortere end natten. I Gedser er dag og nat lige lange.
I Skagen er dagslængden nu to minutter kortere end natten. I Gedser er dag og nat lige lange. Foto: TV 2 Vejret

Frem mod vintersolhverv 21. december bliver dagen endnu cirka fem timer kortere. Dén dag, som er årets korteste, står solen i Skagen op klokken 9.00 og går ned igen klokken 15.31 - blot 6 timer og 31 minutter med dagslys.tv2 vejret